Lyt til artiklen

Præcis 45 minutter.

Så længe tog det tirsdag formiddag en anklager ved Retten i Roskilde at læse det alvorlige anklageskrift op, som en 47-årig journalist er tiltalt efter i en grov sag om seksuelt misbrug af børn.

Ifølge tiltalen har journalisten gennem en årrække i sin fritid krænket mindst 40 mindreårige børn seksuelt – heriblandt sine egne.

I seks tilfælde har der efter politiets opfattelse været tale om voldtægter, mens anklageskriftet også opregner sammenlagt 181 tilfælde af blufærdighedskrænkelser.

Journalisten kan kun erkende sig delvist skyldig. Han benægter især, at der har været tale om voldtægter.

Da han bevogtet af to mandlige fængselsbetjente i lyseblå skjorter kom ind i det store retslokale 1 i Roskilde, lod han i første omgang omhyggeligt være med at få øjenkontakt med sine tidligere kolleger på de tæt besatte pressepladser.

I  stedet gav han med et smil sin forsvarer – advokat Carsten Brix – hånden, og følte sig åbenbart fra starten så tør i munden ved den uvante situation som pædofilitiltalt, at han bad om at få et glas vand.

Journalisten blev anholdt og varetægtsfængslet for godt 15 måneder siden. På det tidspunkt arbejdede han for et større dansk medie, der ikke er B.T.

På grund af navneforbud i sagen er det dog ikke tilladt at offentliggøre nærmere oplysninger, der kan afsløre identiteten på journalisten og ikke mindst hans børn.

Retten i Roskilde besluttede godt nok ved sagens start at ophæve navneforbuddet på pressens anmodning, men den kendelse kærede journalistens forsvarer med opsættende virkning, så spørgsmålet nu skal endeligt afgøres af Østre Landsret.

Ifølge det 25 sider lange anklageskrift har de krænkede børn været i alderen mellem tre og 14 år, da de blev misbrugt af den nu 47-årige mand.

I nogle af de groveste tiltalepunkter i anklageskriftet beskrives det, hvordan fire forskellige små piger i alderen mellem fire og syv år blev masseret – og i nogle tilfælde slikket – i skridtet af den nu tiltalte, mens de sov.

Ifølge tiltalen fik den danske journalist via nettet kontakt til flere mindreårige piger i udlandet, som han under dække af selv at være teenager fik lokket til at vise sig nøgne frem foran kameraet og indføre genstande i deres kønsåbning. Arkivfoto.
Ifølge tiltalen fik den danske journalist via nettet kontakt til flere mindreårige piger i udlandet, som han under dække af selv at være teenager fik lokket til at vise sig nøgne frem foran kameraet og indføre genstande i deres kønsåbning. Arkivfoto.
Vis mere

Samtidig blev overgrebene filmet og optagelserne gemt i knap en halv snes år på en harddisk, der blev fundet under politiets ransagning af journalistens bopæl i forbindelse med anholdelsen 20. april sidste år.

Selvom der ikke har været tale om egentlige samlejer, betegnes også andet seksuelt forhold med et barn under 12 år som voldtægt. Det kan ifølge straffeloven udløse op til 12 års fængsel

Hos den nu tiltalte journalist fandt politiet store mængder børneporno gemt på blandt andet en stationær computer, et par harddiske og tre mobiltelefoner. Sammenlagt var der tale om næsten 21.000 billeder og godt 3.000 videooptagelser i alle de tre kategorier, som politiet opdeler børneporno i efter grovhed.

Af anklageskriftet fremgår også, at nogle af småpigerne og ikke mindst deres kønsdele er blevet filmet og fotograferet i journalistens hjem.

Politiet kræver blandt andet tre af journalistens mobiltelefoner beslaglagt, fordi han gemte store mængder børneporno på dem.
Politiet kræver blandt andet tre af journalistens mobiltelefoner beslaglagt, fordi han gemte store mængder børneporno på dem.
Vis mere

Typisk når de var på toilettet, badede eller fik smurt solcreme på. I enkelte tilfælde belurede og fotograferede han også børn uden tøj på i naboens have.

Det vides endnu ikke, hvilken straf senioranklager Lise Frandsen fra Midt- og Vestsjællands Politi vil forlange for journalisten ved afslutningen af den omfattende retssag over en snes retsdage. Men da sagen er rejst ved et nævningeting, vil strafpåstanden mindst være fire års fængsel – formentlig endnu mere.

Samtidig vil anklageren forlange, at journalisten også idømmes både et boligforbud (så han ikke må bo sammen med unge under 18 år), et besøgsforbud (så han ikke må få besøg af børn, der ikke er i selskab med voksne), et kontaktforbud (så han ikke elektronisk må kontakte fremmede børn) og et udrejseforbud (så han ikke må rejse ud af Danmark).

Der forventes dom i sagen i slutningen af september eller begyndelsen af oktober.