Et halvt år før han stillede op som byrådskandidat ved det seneste kommunalvalg opdigtede en 43-årig mand fra Sydsjælland ifølge politiet et dramatisk og blodigt hjemmerøveri.

Blandt andet stak han sig selv i brystet med en kniv og sprøjtede peberspray på sig selv. 

Det skete angiveligt for at overbevise politiet om, at han midt om natten var blevet udsat for et brutalt røveri i sin villa begået af tre ukendte gerningsmænd.

Og bagefter forsøgte han at begå grov forsikringssvindel ved at indgive et uberettiget erstatningskrav til sit forsikringsselskab på knap 420.000 kroner.

Sådan lyder den alvorlige tiltale mod den 43-årige mand, som B.T. har fået aktindsigt i.

Ifølge anklageskriftet indgav han falsk anmeldelse til politiet om det fingerede hjemmerøveri omkring klokken 03.30 natten til 31. maj 2021.

Her ringede han 1-1-2 og anmeldte sig udsat for røveri, hvor tre ukendte mænd skulle være mødt op på hans adresse i Dalby og uberettiget være trængt ind i hans villa.

Efter at have overfaldet ham med kniv og peberspray havde røvertrioen angiveligt gennemrodet huset for værdigenstande, inden de stak af på ukendt vis.

Den voldsomme anmeldelse vakte opsigt i nyhedsbilledet, hvor stort set alle medier omtalte anmeldelsen og også bagefter videregav politiets efterlysning af eventuelle vidner.

Som følge af anmeldelsen blev der midt om natten sendt både en ambulance og en lægehelikopter til det formodede gerningssted, og politiet gik i de følgende timer i gang med en opfattende afspærring med tekniske undersøgelser i området i håb om at finde spor af de påståede gerningsmænd.

De tre hjemmerøvere blev af den nu tiltalte mand beskrevet som cirka 20-40 år og mørke i huden.

Og bagefter henvendte han sig altså ifølge anklageskriftet også til Tryg Forsikring, hvor han uberettiget indgav et erstatningskrav på 419.894,52 kroner for diverse indbo og kontanter.

Ved politiets undersøgelser af det påståede gerningssted i den 43-årige mands villa fandt betjentene også en totenschlæger og tre flasker tåregas. Derfor er han også tiltalt for overtrædelse af våbenbekendtgørelsen.

Når sagen i næste uge kommer for byretten i Næstved vil anklageren fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ifølge anklageskriftet kræve den 43-årige idømt fængselsstraf.

Advokat Anders Trøck-Kronberg, der er forsvarer for den tiltalte, oplyser til B.T., at hans klient vil nægte sig skyldig i hovedforholdet - altså omkring falsk anmeldelse af hjemmerøveriet og forsøg på forsikringssvindel.

Ved det seneste kommunalvalgt i november 2021 var den nu tiltalte opstillet som kandidat til byrådet i Faxe Kommune, men opnåede med et meget beskedent stemmetal ikke valg.