Hun var endnu ikke fyldt 10 år, men blev igen og igen udsat for seksuelle overgreb af den groveste karakter.

Endda af en af de personer, der skulle beskytte hende allermest: hendes egen far.

Sådan lyder indholdet i hvert fald i et usædvanligt grumt anklageskrift mod en godt 60-årig mand, som anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har udformet.

Han nægter sig skyldig.

Allerede inden sagen om kort tid kommer for retten i Næstved har den tiltalte dog siddet varetægtsfængslet i nogen tid, fordi en dommer inden den egentlige retssag har vurderet, at der har været hold i politiets meget alvorlige anklager mod faderen.

Ifølge anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, begyndte de grove sædelighedskrænkelser af datteren allerede, da hun var i syv-otte års-alderen.

I begyndelsen ved at han dagligt befølte hende på brysterne og i skridtet uden på tøjet, ligesom han kyssede hende på nakken/ryggen og på munden.

Derefter gik faderen ifølge tiltalen over til tre-fire gange om ugen at føre sine fingre frem og tilbage på hendes kønsdel inden for tøjet, ligesom han tvang hende til at onanere sit lem til sædafgang.

Og da hun var blevet omkring otte-ni år, gik det over til egentlige samlejer med datteren, som han gennemførte til sædafgang.

Også det udsatte han hende ifølge anklageskriftet for tre-fire gange om ugen i et-to år.

Altså samlet formentlig omkring i hvert fald 200 voldtægter.

Ifølge anklageskriftet beordrede faderen i forbindelse med det seksuelle misbrug datteren til at være stille og ikke at sige noget til nogen, ligesom han i flere tilfælde holdt hende fast, så hun ikke kunne komme fri.

Hvis hun forsøgte at stritte imod eller prøvede at forlade sengen i hjemmet, skubbede faderen ifølge tiltalen hårdt til hende eller gav hende lussinger eller knytnæveslag i ryggen og på armene.

Som en del af retssagen vil anklageren også nedlægge påstand om, at faderen udvises af Danmark, hvis han kendes skyldig i de utallige voldtægter. Han stammer fra Mellemøsten.

Da den tiltalte nægter sig skyldig, og anklagemyndigheden ikke vil nedlægge påstand om over fire års fængsel, vil sagen blive behandlet som en domsmandssag ved retten i Næstved.

Det betyder, at spørgsmålet om skyld og eventuel straf skal afgøres af en juridisk dommer og to domsmænd - altså lægdommere uden juridisk uddannelse - i forening.

Andre læser også