Drengen var kun 14 år gammel.

Men det afholdt ifølge politiet ikke den 50-årige mand fra at drikke ham fuld i vodka og derefter voldtage ham.

Sådan lyder en af tiltalerne mod den midaldrende mand fra anklagemyndigheden hos Vestegnens Politi.

B.T. har fået indsigt i anklageskriftet, som daterer voldtægten af den mindreårige dreng til en aften i marts sidste år. 

Her blev drengen angiveligt inviteret op i mandens lejlighed, hvor den nu tiltalte efter politiets opfattelse fik ham til at drikke vodka i et omfang, så han blev kraftigt beruset.

Det benyttede den 50-årige ifølge tiltalen til både at få drengen til at udføre oralsex og blive voldtaget. Bagefter betalte den midaldrende mand drengen 1.000 kroner.

Dagen efter gentog hændelsesforløbet sig, men denne gang »nøjedes« manden med at få den 14-årige – og stærkt berusede – dreng til at yde sig oralsex, som han bagefter gav ham 600 kroner for i betaling.

Den 50-årige mand er også tiltalt for at have forsøgt at skaffe sig seksuelt samkvem mod betaling med yderligere to drenge på henholdsvis 11 og 15 år, som han var i kontakt med via apptjenesten Snapchat og blandt andet sendte penisbilleder og -video til. 

Her var lokkemidlet henholdsvis e-cigaretter og en betaling på 2.000 kroner.

Det er forud for retssagen uvist, hvordan den 50-årige mand stiller sig til tiltalen. Men da den kommende straffesag ved byretten i Glostrup er planlagt til at skulle foregå som en domsmandssag, tyder det på, at han ikke kan erkende sig skyldig.