Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har rejst tiltale mod en 35-årig mand for blandt andet voldtægt af flere børn​.

Nogle af børnene var ifølge politiet helt ned til tre år, da de blev udsat for mandens overgreb.

Den tiltalte mand er ifølge politiet fra Vejen Kommune, og han er tiltalt for voldtægt, voldtægtsforsøg og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje og blufærdighedskrænkelse af børn under 15 år.

Mere konkret er den 35-årige mand tiltalt for at have udsat 13 børn for enten voldtægt, forsøg på voldtægt eller blufærdighedskrænkelser i en periode fra den 1. november 2014 til den 20. maj 2023.

tip os
Ved du noget om sagen? Så vil B.T. meget gerne tale med dig

Han blev anholdt i juni sidste år, og var ved anholdelsen i besiddelse af 1219 billeder og videoer med seksuelt materiale med børn. 

Manden blev efter anholdelsen fremstillet i et grundlovsforhør og har siddet varetægtsfængslet siden.

Der er i alt tale om flere end 200 forhold mod de 13 børn, der på gerningstidspunktet var mellem tre og 15 år. 

Den 35-årige er derudover tiltalt for blufærdighedskrænkelse af to personer over 15 år.

Specialanklager Anemarie Haahr, der skal møde som anklager i den kommende straffesag, ønsker umiddelbart ikke at oplyse til B.T., hvilken relation der har været mellem den tiltalte og de berørte børn.

Den kommende straffesag er allerede blevet berammet, og første retsdag bliver efter planen 18. marts 2025 ved byretten i Esbjerg.

Der er på forhånd berammet 11 retsdage til straffesagen, der som udgangspunkt vil blive rejst som en nævningesag, fordi anklagemyndigheden mener, at den tiltalte skal idømmes en straf på mere end seks års fængsel.

Som tiltalt har han dog nu 14 dage til at vælge, om han i stedet for en nævningesag ønsker sagen afgjort af en personmæssigt mindre domsmandsret.