Københavns Byret behandler sag mod tre mænd, der er tiltalt for en lang række forhold for tyveri og hæleri.

København. Københavns Politi gjorde sidste vinter et bemærkelsesværdigt fund.

I december fandt Københavns Politi en container ud for Stubbeløbgade i Nordhavn spækket med tyvekoster.

Der blev blandt andet fundet en motorcykel, cykler, legetøj, rødvin og forskelligt værktøj. Det er anklagemyndighedens opfattelse, at tyvekosterne har en værdi på omkring 231.000 kroner.

Tre mænd på henholdsvis 23, 22 og 19 år er i den omfattende sag tiltalt for røveri, tyveri og hæleri. To af mændene er brødre.

Tirsdag behandles sagen ved Københavns Byret. Som udgangspunkt nægter de tre sig skyldige. Men det er uvist, om de nægter sig skyldige i samtlige forhold.

Røveriet skete ifølge anklagemyndigheden 25. august 2016 i Klampenborg i Nordsjælland.

Her stoppede de tre en Audi A5 og truede føreren af bilen med et baseballbat. De sagde, at de ville "smadre" føreren, hvis han ikke forlod bilen.

Det er dog ikke det hele, som alle tre er anklaget for. Eksempelvis er det kun den 23-årige, der i et andet forhold er tiltalt for at have stjålet en bil.

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at den 23-årige mand stjal en personbil til en værdi af cirka 90.000 kroner. Biltyveriet skete i Højby tæt ved Nykøbing Sjælland 25. august 2015.

Anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i, er 25 sider langt. Samlet er de tre mænd tiltalt for hele 57 forhold.

Mændene stjal ifølge anklagen alt lige fra tablets til mukkerter og løvblæsere.

/ritzau/