Fastspændt med håndjern og med et halsbånd om halsen blev en mindreårig pige voldtaget af sin folkeskolelærer.

Det vil være anklagemyndighedens påstand, når sagen skal for retten inden længe.

Af anklageskriftet, som B.T. er i besiddelse af, fremgår det, at manden er tiltalt for i alt 10 forhold af både blufærdighedskrænkelse og voldtægt af den samme elev over flere måneder tilbage i 2017 og 2018.

Ifølge anklagemyndigheden skulle manden i slutningen af 2017 have krænket elevens blufærdighed ved blandt andet at have befølt hende på brysterne og i skridtet, ligesom han også opfordrede pigen til at se pornofilm, herunder pornofilm som han selv sendte links til via messenger.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk

Siden skulle manden adskillige gange i 2018 i forbindelse med undervisning på skolen have voldtaget pigen og i samme forbindelse have taget fat om pigens hals og udtalt:

»Du skal gøre, hvad jeg beder dig om, ellers går det ud over din familie.«

Undervejs i en af voldtægterne tvang manden angiveligt også pigen til oralsex og slog hende i hovedet, da hun forsøgte at stoppe.

Under flere af de mange voldtægter, som manden ifølge tiltalen skulle have udført, skulle pigen have forsøgt at slippe fri fra mandens greb ved at sparke ham.

Manden brugte imidlertid sin fysik til at skubbe pigen ned igen, mens han beordrede pigen til at ligge stille.

Mange af voldtægterne foregik efter anklagemyndighedens overbevisning på skolens adresse på Sjælland, mens en enkelt fandt sted i en nærliggende skov.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk

Her forsøgte manden ifølge anklagemyndigheden igen at voldtage sin elev, men da eleven strittede imod, valgte han at give hende håndjern bag om ryggen og satte et halsbånd rundt om halsen på hende.

Herefter trak han angiveligt i pigen ned på gulvet, hvor han voldtog hende analt, mens han flere gange hev i halsbåndet.

Enkelte af de påståede voldtægter blev desuden filmet, hævder anklagemyndigheden.

Foruden de mange voldtægtsforhold er manden også tiltalt for et enkelt forhold om vidnetrusler, fordi han angiveligt forsøgte at true pigen til tie stille ved at fortælle hende, at han var medlem af en hemmelig gruppe af tidligere soldater, der ville slå hende og hendes familie ihjel, hvis hun sagde noget til politiet.

Ifølge anklageskriftet var det den samme elev, der gentagne gange var offer for voldtægterne, men manden krænkede angiveligt også en anden elev, ved at tage hende på ballerne, da han gav eleven et kram.

Manden, der er beskyttet af navneforbud, er ifølge skolens hjemmeside ikke længere ansat.

Sagen bliver behandlet som en nævningesag, og der er afsat seks retsdage.

B.T. forsøger at finde ud af, hvordan manden forholder sig til tiltalen.