En kvinde i trediverne nægter sig skyldig i en sag, hvor hun er tiltalt for at have smuglet en GPS-tracker med mikrofon ind i fængslet til den danske morder og voldtægtsforbryder Philip Westh. 

Det oplyser kvindens forsvarer, Karina Skou, fredag til B.T. 

»Min klient nægter sig skyldig. Jeg har ingen yderligere kommentarer,« lyder det fra forsvareren. 

Ifølge anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, har kvinden tilbage i november 2023 ulovligt sat sig i forbindelse med den fængslede Philip Westh, da hun havde indsmuglet en GPS Tracker til ham med mikrofon under et besøg. 

Kvinden er tiltalt for at overtræde paragraf § 124 stk. 4 i straffeloven, der lyder, at den, som ulovligt sætter sig i forbindelse med nogen fængslet eller tvangsbragt person, straffes med bøde eller fængsel indtil tre måneder. 

Videre fremgår det i anklageskriftet, at anklagemyndigheden går efter fængselsstraf til den tiltalte kvinde. 

Kvindens forsvarer, Karina Skou, var også forsvarsadvokat for Philip Westh. 

Philip Patrick Westh blev kendt under navnet Korsørmanden.
Philip Patrick Westh blev kendt under navnet Korsørmanden. Privatfoto.

Fik livstidsdom 
Den dengang 33-årige Philip Patrick Westh, der også er blevet kaldt 'Korsørmanden', blev 28. juni i 2024 idømt fængsel på livstid for overgreb og drab. 

Retten i Næstved idømte forbryderen landets strengeste straf for drabet på 17-årige Emilie Meng og grove seksualforbrydelser mod en 13 år gammel pige. 

Han blev også dømt for forsøg på at dræbe den 13-årige pige, som han kidnappede og holdt fanget i sin bolig i april 2023. Pigen blev holdt fanget i 27 timer. 

Philip Westh ankede sagen, men valgte kort før sagen skulle for retten, i oktober 2025, at droppe sin ankesag og modtage byrettens dom på fængsel på livstid.