Opdateret: Det fremgik tidligere af denne artikel, at kvinden er tiltalt for dødsvold. Det er ikke korrekt. Kvinden er retteligt tiltalt for grov vold og for at have efterladt forurettede i hjælpeløs tilstand, hvorefter han døde.

På Amager nåede julefreden knap at sænke sig i 2019, førend området omkring et bosted for socialt udsatte på Vermlandsgade var fyldt med blå blink, hunde og uniformerede betjente.

En 46-årig mand var af en kvinde blevet fundet død i sin lejlighed. Og snart var kvinden anholdt.

Torsdag indtager den i dag 46-årige kvinde så anklagebænken i Københavns Byret. Tiltalt for grov vold og for at have efterladt manden i hjælpeløs tilstan, hvorefter han afgik ved døden.

Hun er tiltalt for forud for klokken 10 juleaftensdag for godt to år siden på mandens bopæl på Amager at have tildelt ham flere slag med en hammer – både i hovedet og på kroppen – for derefter at have forholdt sig passivt, mens manden var i hjælpeløs tilstand.

Politiet modtog dengang anmeldelsen om dødsfaldet klokken 12.33. Kort forinden havde kvinden selv henvendt sig til en sociolance, der holdt til i området, og som hjælper udsatte.

Her havde hun fortalt personalet om en mand, der lå død i sin lejlighed, og straks blev der slået alarm til politiet.

Med hunde og teknikere blev området, der længe var afspærret, undersøgt. Og kvinden, der kendte manden, blev anholdt – og sigtet for drab.

»Vi har en formodning om, at nogen måske har bragt ham af dage,« lød det dengang fra vagtchefen ved Københavns Politi.

Da kvinden dagen efter – juledag – blev fremstillet i grundlovsforhør, nægtede hun sig skyldig. Hun nægtede ligeledes at udtale sig om sagen.

Politiet på gerningsstedet. Foto: Steven Knap/Byrd
Politiet på gerningsstedet. Foto: Steven Knap/Byrd
Vis mere

Hun var i »ubalance«, som hendes daværende forsvarer forklarede det, da grundlovsforhøret i Dommervagten ved Københavns Byret var ovre.

Her havde dommeren fundet grundlag for at varetægtsfængsle kvinden. Ikke for drab, men for vold med døden til følge. I anklageskriftet, som B.T. er i besiddelse af, er hun dog 'kun' tiltalt for grov vold og for at have efterladt manden i hjælpeløs tilstand.

Heri fremgår det også, at kvinden er tidligere straffet for vold, hvilket betyder, at hun risikerer en skærpet straf,  hvis hun bliver fundet skyldig.

Da der er navneforbud i sagen, kan B.T. for nuværende ikke komme kvindens identitet nærmere.