»Det er nu, du skal dø,« skulle hun have sagt, mens hun forsøgte at stikke i kniven i halsen på ham. På sin 79-årige far.

»Du har fortjent at dø,« tilføjede hun angiveligt, før hun fastslog: »Jeg skal nok få dig«.

Ordene stammer fra et anklageskrift rejst mod en 53-årig kvinde. En kvinde, der er tiltalt for at have forsøgt at dræbe den mand, der for fem årtier siden var med til at sætte hende i verden.

Han overlevede overfaldet. Slap med en læsion på halsen, fordi han formåede at fravriste kniven fra sin datter, lyder det i tiltalen.

B.T. har været i kontakt med kvindens forsvarer, Bjarne Vium, der oplyser, at hun nægter sig skyldig i drabsforsøg.

Ligeledes, fortæller han, nægter hun sig skyldig i to andre forhold, som hun er tiltalt for.

Onsdag indtager hun anklagebænken, hvor Retten i Randers får til opgave at tage stilling til hendes skyld. Og her er det altså ikke kun spørgsmålet om drabsforsøg, der skal besvares.

Drabsforsøget, som skulle være begået en sen januaraften i fjor, er ifølge anklageskriftet ikke det eneste voldsomme angreb, kvinden skulle have rettet mod sin far.

Knap tre år forinden – i maj 2019 – skulle kvinden have kastet en glasskål i hovedet på ham, så han fik snitsår i hovedbunden. Og så skulle hun have kastet to lysestager efter ham. Dog uden at ramme.

Derfor er hun også tiltalt for grov vold.

Og så er der et tredje punkt i anklageskriftet – om brandstiftelse.

Heri lyder det, at kvinden i sin egen lejlighed i Haderslev en decemberaften i 2021 skulle have sat ild til noget garn, der blev opbevaret i en høvlebænkskasse. Høvlebænkskassen var placeret i stuen, og det er altså anklagemyndighedens påstand, at kvinden havde til hensigt at sætte ild til hele ejendommen.

Ilden blev dog opdaget og slukket af politiet, inden den spredte sig, lyder det.

Anklageskriftets mest alvorlige forhold, drabsforsøget, skulle ifølge politiet være fundet sted 3. januar 23.10 på en adresse i Randers.

Otte minutter senere blev kvinden anholdt, og dagen efter blev hun fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre ved Retten i Randers, hvor hun blev varetægtsfængslet.

Det har hun været lige siden, og står det til anklagemyndigheden, skal hun ikke ud lige foreløbigt.

Det er uvist, hvilken straf anklageren vil gå efter, men alene drabsforsøg bliver normalt straffet med seks års fængsel. Modsat går kvinden og hendes forsvarer efter frifindelse.

Der er afsat tre retsdage – plus en reservedag – til sagen. Der falder dom 3. februar.