»Jeg ved godt hvem du er. Du er sådan en, som skal slås ihjel,« skulle han have sagt til et folketingsmedlem, da pågældende kom gående ad en sti på Amager en forårsdag sidste år.
»Hvis du kommer her en mørk nat, så slår jeg dig ihjel,« skulle han så være fortsat.
9. februar indtager en 56-årig mand anklagebænken i Københavns Byret. Tiltalt for trusler mod folketingsmedlemmet.
Mødet mellem den tiltalte og folketingsmedlemmet fandt ifølge anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, sted om formiddagen 10. marts sidste år.
Her skulle den tiltalte, da deres veje krydsede hinanden ved Bonderosestien i Amager Fælled ØKO Haver, have truet politikeren med at udøve vold på baggrund af pågældendes arbejde som medlem af Folketinget.
I anklageskriftet er den 56-årige først og fremmest tiltalt efter den paragraf, der omhandler vold og trusler herom mod »nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme«.
Altså heriblandt folketingspolitikere.
Bliver man dømt efter denne paragraf lyder straffen på op til otte års fængsel.
Er dommeren ikke enig i, at denne paragraf er gældende i sagen, har anklagemyndigheden dog helgarderet ved subsidiært – altså alternativ – at nævne den almindelige paragraf om vold og ulovlig tvang.
Sidstnævnte, fordi den 56-årige ifølge politiet truede folketingsmedlemmet til at undlade at tage et billede af ham under sammenstødet. Blandt andet ved at sige noget a la:
»Jeg kommer og tager din mobiltelefon og smider den i vandet.«
Det lykkedes ikke desto mindre politikeren at tage et billede og efterfølgende løbe fra stedet.
Politikeren har ikke ønsket at tale med B.T. om sagen.
