Danske forbrugere blev snydt så vandet drev, når de gik på nettet efter billige mærke- og dagligvarer som eksempelvis slik, bøger, kosmetik og møbler.
For uden at opdage det blev forbrugerne pludselig fanget i en såkaldt 'abonnementsfælde', så de måned efter måned automatisk blev opkrævet et beløb på mindst 89 kroner i et såkaldt løbende abonnement.
Sådan lyder tiltalen mod den 47-årige forretningsmand Rasmus Kaasgaard Kjær Andersen fra Borup i et anklageskrift fra Københavns Vestegns Politi i en spektakulær sag, som B.T. har fået aktindsigt i.
Forretningsmanden er tiltalt for at have gjort sig skyldig i både groft bedrageri og overtrædelse af markedsføringsloven ved at være ansvarlig for hjemmesiderne pluus.dk, buuks.dk og sayve.dk, der også findes i tyske og svenske varianter.
Når straffesagen i sidste halvdel af april kommer for byretten i Glostrup, vil anklageren kræve den 47-årige mand idømt både fængselsstraf og en solid tillægsbøde på et trecifret millionbeløb, ligesom man vil kræve et beløb på godt 239 millioner kroner konfiskeret.
Ifølge anklageskriftet har han gjort sig skyldig i millionbedragerierne i perioden fra 1. august 2017 til 12. september 2023 som direktør og ejer af Group Buy Aps.
Via hjemmesiderne har han ifølge tiltalen for at skaffe sig selv eller andre uberettiget vinding 'fremkaldt, bestyrket eller udnyttet en vildfarelse hos tusindvis af kunder'.
Det skete ifølge anklageskriftet ved, at han 'skabte en 'abonnementsfælde' ved at markedsføre produkter til en særlig fordelagtig pris uden samtidig på en klar og tydelig måde at anføre, og uden på tilstrækkelig vis at sikre sig, at kunden vidste eller accepterede, at de i forbindelse med køb af produkterne til den oplyste pris også blev tilmeldt et løbende abonnement på mindst 89 kroner om måneden, der blev trukket automatisk.
I en civil sag nåede Højesteret allerede i december 2023 frem til, at netbutikkerne skulle pålægges at betale abonnementsbetalingerne tilbage til kunderne for en periode, der strakte sig tilbage til 2017.
Højesteret fandt netbutikkernes fremgangsmåde groft vildledende, efter at Forbrugerombudsmanden havde anlagt sagen på baggrund af over 865 klager over netbutikkerne.
Ifølge Højesteret blev butikkernes forpligtelser til klart og tydeligt at angive præmissen for køb af varer ikke overholdt, lød det i afgørelsen.
Og allerede i efteråret 2022 forbød Sø- og Handelsretten de tre netbutikker at bruge fremgangsmåden med automatisk tilmelding. Det blev stadfæstet af Højesteret.
Da Forbrugerombudsmanden i november 2020 stævnede de tre netbutikker, vakte det ifølge RetailNews forundring hos Rasmus Kaasgaard Kjær Andersen, som hævdede i flere år at have efterspurgt vejledning fra netop Forbrugerombudsmanden.
»Derfor kommer stævningen ud af det blå mildest talt bag på os,« lød det fra ham.
»Det antal klager, Forbrugerombudsmanden mener at have fået, svarer til under en promille af alle de pakker, vi har sendt afsted. Det siger os, at medlemmerne i langt overvældende grad forstår konceptet, er tilfredse med deres abonnement og glade for at kunne shoppe til indkøbspriser med store besparelser,« tilføjede Rasmus Kaasgaard Kjær Andersen.
Nu tyder det altså på, at heller ikke anklagemyndigheden er begejstret for netbutikkernes abonnementsordning.
Det har ikke været muligt for B.T. at få en kommentar fra den tiltalte forretningsmand eller hans forsvarer, så det er uvist, hvordan han stiller sig til tiltalen.
Men da den kommende retssag er berammet som en domsmandssag, tyder det på, at han ikke kan erkende sig skyldig.

