Destinationen for deres bortførsel var angiveligt en skov i Albertslund. Der skulle deres plan have været at mishandle deres offer i så voldsom grad, så han ville blive handikappet.

Men så langt nåede de aldrig. Deres offer valgte nemlig at flygte. Springe ud af kidnapningskøretøjet. Midt på motorvejen. I meget høj fart.

Det er i hvert fald, hvad anklageren fra Københavns Politi mener at kunne bevise, når retssagen mod fem unge mænd, hvoraf flere af dem er brødre, indledes 9. februar.

Sammen er de tiltalt for vold, trusler, frihedsberøvelse samt forsøg på særlig grov vold og voldtægt af ét og samme offer.

Og alle forhold skulle være begået på 20 minutter en majaften sidste år.

Først skulle de ifølge anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, omkring klokken 21.40 have slået deres offer på Parkeringspladsen ved Royal Arena.

Så skulle de med vold – eller i hvert fald trusler herom – have truet ham ind i en bil og herefter sat kursen mod Vestskoven i Albertslund.

Planen var ifølge politiet, at de fem mænd ville mishandle deres offer. De ville knuse hans knæ, pisse på og knivstikke ham, så han ville blive handikappet, lyder det i anklageskriftet.

Dernæst skulle deres plan have været at voldtage ofret med en flaske. Og hele seancen skulle angiveligt filmes. Det er i hvert fald politiets opfattelse.

De nåede nemlig aldrig frem til skoven.

Midt på Amagermotorvejen sprang det påståede offer nemlig ud af den bil, han var blevet kidnappet i. Alt imens den drønede afsted.

Omtrent en time efter flugten skulle de fem tiltalte have ringet til en, der ikke havde været involveret i den formodede kidnapning, og sagt:

»Hvis han melder os, får det konsekvenser.«

Trussel til trods kom politiet på sagen. Og siden juni har alle de nu tiltalte, som er i alderen 19 til 26 år, løbende været et smut forbi Dommervagten, hvor de er blevet varetægtsfængslet.

I hvert fald to af de tiltalte er tidligere dømt for vold.

De er nemlig tiltalt efter den paragraf, der omhandler gentagelsestilfælde, og som kan betyde en forhøjet straf.