»I kan aldrig få ram på en LTFer, men LTF kan få ram på jer.«

Ordene skulle have lydt bag murene i Vestre Fængsel i efteråret 2020. Og de skulle langtfra have stået alene.

Sådan er det i hvert fald beskrevet i det anklageskrift, der danner udgangspunktet for en retssag ved Retten i Nykøbing Falster torsdag.

Her er en 28-årig mand tiltalt for at have udsat hele ni fængselsbetjente for vold og trusler, mens han sad fængslet.

Hvordan han forholder sig til tiltalen, er uvist, men sikkert er det, at han ifølge anklageskriftet kaldte en fængselsbetjent i Vestre Fængsel både »perker« og »fucking abe« en novemberdag for to år siden.

Samme dag skulle fængselsbetjenten sammen med en kollega flytte den 28-årige til en observationscelle.

»Tror I ikke, vi kan få fat på jer udenfor?«

»Vi truer ikke, vi gør det bare,« skulle den tiltalte have sagt, mens han slog ud med armene og bankede sig på brystkassen.

Da den tiltalte senere på dagen blev transporteret til Storstrøm Fængsel på Falster, skulle truslerne ifølge anklageskriftet være fortsat.

»Det er synd, at det måske går ud over en transportbetjent eller en sygeplejerske, når de går ud af fængslet. Når I er i civil, kan vi jo ikke kende forskel på jer,« skulle det have lydt fra den 28-årige, der også skulle have nævnt LTF.

Netop den tiltaltes brug af »vi« og »LTF« betyder, at han ikke alene er tiltalt for trusler, men også for at være en del af den ulovlige bande Loyal to Familia, hvilket altså kan forhøje straffen, hvis han bliver kendt skyldig.

I Storstrøm Fængsel skulle aggressionerne mod fængselsbetjente være fortsat.

I hvert fald lyder det i anklageskriftet, at den tiltalte i marts 2021 ikke alene skulle have overfaldet fem fængselsbetjente verbalt, men også udøvet vold mod flere af dem.

En skulle angivelig være blevet slået tre-fire gange i ansigtet, mens en anden angivelig blev tildelt to knytnæveslag på kæben. En tredje ifølge anklageskriftet skubbet i brystet.

»Det kan godt være, jeg er på vej i EXIT, men jeg kan være i LTF i morgen og møde (fængselsbetjent, red.) og de andre hunde udenfor,« skulle han desuden have sagt.

Episoden fandt sted, i forbindelse med at den tiltalte skulle flyttes til en isolationscelle.

Det har ikke været muligt for B.T. at få en kommentar fra den 28-åriges forsvarer forud for retssagen, som efter planen begynder torsdag formiddag og afsluttes om eftermiddagen.