Tiltale: 216 millioner kopicigaretter blev fremstillet i landsby
To mænd er under tiltale i Danmarks hidtil største sag om kopicigaretter. Begge nægter sig skyldige.

To mænd er under tiltale i Danmarks hidtil største sag om kopicigaretter. Begge nægter sig skyldige.

I en fabrikshal i en landsby i Nordvestsjælland var der travlt. Til de østeuropæiske medarbejdere var der indrettet 21 sovepladser.
Dermed var det en af de større arbejdspladser i Svebølle, der ligger mellem Holbæk og Kalundborg.
Men produktionen var gennemført ulovlig, hævder anklagemyndigheden i en sag, som torsdag fortsætter ved Retten i Holbæk.
Der er tale om den hidtil største straffesag om en illegal cigaretfabrik i Danmark.
216 millioner cigaretter blev fremstillet i hallen, mens der var lagt an til produktion af yderligere 72 millioner, påstås det i tiltalen.
Torsdag afhøres den ene af to tiltalte. Både han og den anden nægter sig skyldige.
De konfronteres med krav om fængsel og om tillægsbøde på 592 millioner kroner, ligesom der ifølge de to anklagere fra Midt- og Vestsjællands Politi bør konfiskeres 122 millioner kroner.
På sagens første retsmøde kørte dommeren, de to domsmænd, de tiltalte og deres forsvarere samt anklagere til Svebølle for selv at danne sig et indtryk af gerningsstedet. Her stod blandt andet de vaskemaskiner, som arbejderne benyttede.
Det var 31. januar sidste år, at politifolk gik i aktion mod fabrikshallen og en stribe adresser.
Blot tre dage før var en lastvogn stoppet af myndighederne. Den var læsset med 16 ton tobak. Og anklagerne mener, at den var på vej til den travle arbejdsplads i Svebølle, hvor der angiveligt blev lavet falske Marlboro og Prince.
Den yngste af de tiltalte er en 34-årig muskuløs mand fra Vestsjælland. Med lav stemme besvarer han spørgsmål.
Den ældre er en slank gråhåret mand fra Kalundborg. Han er en slags iværksætter. Bortset fra udlejningsejendomme har han været involveret i produktion af spisesvampe og har haft planer om produktion af laks i Thailand. Men han lever faktisk af sin hustrus indtægt, har han forklaret.
Han var direktør i det selskab, som ejer hallen i Svebølle. På et tidspunkt overførte den yngres holdingselskab 750.000 kroner til den ældres selskab.
Det havde intet med cigaretter at gøre, forklarer den 34-årige. Planen var at opbevare levende fisk i hallen.
Fisk er nemlig en af hans interesser. Han ejer et par put and take-søer og overtog på et tidspunkt også et dambrug ved Holstebro.
Ved dette dambrug afslørede betjente i 2023 godt 1,5 millioner kopicigaretter. Talkoden på emballagen svarer præcis til den, der blev fundet i Svebølle, oplyser anklagerne.
De gennemgår også beskeder fra mandens eks-kæreste. Hun truede ham:
"I morgen får politiet alt at vide om dig og din cigaretfabrik i Svebølle, dine cigaretmøder i Berlin."
Men det er påstande, der intet har på sig, lyder forklaringen.
Sagen trækker også tråde til en sag om falske cigaretter i Randers. Den 34-årige kender en af de tre, der blev dømt i 2024, fra sit tidligere arbejde i stilladsbranchen.
I hjemmet hos den 34-årige fandt betjente næsten en halv million i kontanter. Nogle lå under en madras.
- Jeg har været bange for at gå i banken med kontanter, for man vil kigge skævt til mig, forklarer den 34-årige.
Pengene stammer ifølge den tiltalte fra en arv og fra fiskeres betaling fra put and take-søerne.
Tidligere har domstolene beskæftiget sig med illegale cigaretfabrikker i Vamdrup og i Aulum. Den aktuelle sag ventes afgjort sidst på måneden.
/ritzau/