Kendisfrisør Dennis Knudsen har fredag formiddag taget plads i Retten i Roskilde, hvor han er tiltalt for at forsøge at bestikke en tilsynsførende med 4500 kroner.
Det skal være sket i forbindelse med, at Dennis Knudsen 25. marts sidste år skulle til teoriprøve i Roskilde.
Dennis Knudsen nægter sig skyldig, mens anklageren går efter 30 dages ubetinget fængsel.
Men den tilsynsførende har en anden udlægning af forløbet, da han fredag afhøres i retten.
Han fortæller - ligesom Dennis Knudsen - at Knudsen kom ind i teorilokalet før prøven, hvor den tilsynsførende sad alene.
Men de er ikke enige om, hvad der blev sagt. Ifølge den tilsynsførende spurgte Knudsen ham om, hvorvidt han - altså den tilsynsførende - kunne bestå prøven, hvilket han svarede ja til.
- Det får så Dennis til at træde et halvt skridt ud og kigge fra side til side. Han træder ind igen og spørger, om han kan stole på mig.
- Det siger jeg ja til. Han sætter sig ind på hug foran mig, og jeg kan se, at der ligger nogle penge og hans pas. Han siger så, at hvis han består prøven, er pengene mine, siger den tilsynsførende.
Ifølge Dennis Knudsen var han ude efter it-hjælp, for han troede egentlig, at prøven var på papir. Først da han kom til lokalet, så han, at prøven var på computer.
- Så går jeg fuldstændig i baglås. Hvis der er noget, jeg ikke kan bruge, så er det en computer.
- Jeg har nok en computerskræk, siger han.
Dennis Knudsen forklarer, at han spurgte den tilsynsførende, om han kunne få hjælp til at bruge computeren.
- Jeg tilbyder ham, at jeg godt vil betale for den ydelse, hvis jeg kan få noget teknisk hjælp, siger Dennis Knudsen.
I sin taske havde frisøren en Mayland-kalender, hvori der lå 4500 kroner. Dem viste han rigtigt nok til den tilsynsførende.
- Jeg siger, at jeg har altså penge med, og jeg vil godt betale, siger Dennis Knudsen.
Ifølge anklagemyndigheden forsøgte han at bestikke den tilsynsførende til at lade ham bestå prøven.
- Jeg spørger ikke, om han vil hjælpe mig med at lave teoriprøven, for det ville aldrig kunne lade sig gøre, siger Dennis Knudsen.
Han kalder det en "kæmpe misforståelse", at sagen blev anmeldt som et forsøg på bestikkelse.
Mens politiet blev tilkaldt, fik Dennis Knudsen lov til at indlede teoriprøven. Men han blev stoppet undervejs og fik altså ikke lov til at gennemføre.
Dennis Knudsen var til teoriprøven, da han skulle generhverve sit kørekort.
Kørekortet mistede han, da han i december 2023 blev dømt for vanvidskørsel og fareforvoldelse, efter at han med egne ord fik en "nedsmeltning", da han i juli 2023 kom for sent til dagens sidste færge på Aarhus Havn.
I dommen dengang blev han også idømt 40 dages betinget fængsel og fik konfiskeret sin leasede Audi Q7.
Siden episoden ved teoriprøven i marts sidste år har Dennis Knudsen bestået sin teoriprøve. Han kom fredag selv kørende til retten i bil.
/ritzau/
