En 43-årig mand har torsdag eftermiddag tilstået sin rolle i den såkaldte containersag om indsmugling af hele 300 kilo kokain.

Det kom i Københavns Byret til at koste Adel Taj 11 års fængsel.

Ifølge specialanklager Tomas Hugger fra NSK – politiets National enhed for Særlig Kriminalitet – var den 43-årige ikke helt i toppen af kokainligaens hierarki, men havde en rolle som aktiv mellemmand.

Blandt andet ved at optræde som såkaldt spotter, der tog ud til et firma i Hedehusene for at besigtige de fysiske forhold, inden kokainsmuglerne regnede med at skulle have fingrene i de 300 kilo kokain i en container.

Efter politiets opfattelse blev den 43-årige mand lovet en million kroner for sin deltagelse.

»Jeg kan ikke huske beløbet i dag. Jeg var efter en konkurs med mit firma i en situation, hvor jeg ikke rigtig kunne sige nej, og pludselig var jeg rodet ind i det,« forklarede Adel Taj i retten, inden han fik dom som den foreløbig 16. dømte i containersagen.

Allerede i marts tilstod tre andre mænd på forskellig vis at have haft del i det samme kompleks i den enorme sag om indsmugling af 300 kilo kokain fra Brasilien.

Og i oktober sidste år fik 11 andre mænd lange fængselsstraffe i første del af kokainsagen, som politiet har døbt 'Operation Container', fordi narkoen helt bogstavelig blev skjult i en velvoksen container i Sydamerika.

Politiet kunne dog diskret følge containeren til Hedehusene ved København, hvor der ventede nogle af gerningsmændene en ubehagelig overraskelse 1. marts 2021

Tyske toldere i Bremerhaven havde nemlig på forhånd åbnet containeren og opdaget de mange kilo kokain.

Kokainen lå gemt på paller bagest i en skibscontainer fra Brasilien, der havde slutdestination i Hedehusene, hvor et firma – en værktøjsproducent – skulle modtage de lovlige varer, der skjulte den bagvedliggende kokain.

Narkoen blev skiftet ud med uskadelige varer, og derefter bragte et andet skib containeren til København, hvor politiet overtog den videre transport med lastbil til et firma i Hedehusene.

En drone hang i luften, og mange betjente var klar, da flere mænd nærmede sig containeren hos værktøjsproducenten for knap to år siden.

I oktober sidste år blev 11 af de først anholdte i sagen dømt i Københavns Byret, hvor der blev udmålt samlet 111 års fængsel.

Og i anden del af sagen blev syv yderligere mænd anholdt i februar i år. Tre af dem blev i tilståelsessager i marts idømt samlet 16 års fængsel.

Den 43-årige Adel Taj modtog på stedet straffen på de 11 års fængsel i Københavns Byret.