Anklageskriftet mod 16 folk fra Hells Angels og AK81 er nu offentliggjort.

Det var en tilfældig anholdelse, der sidste sommer spolerede et planlagt attentat mod en af de ledende personer fra miljøet omkring Blågårds Plads på Nørrebro.

Anklageskriftet mod hele 16 forskellige folk fra Hells Angels og AK81 er nu offentliggjort, og der fremgår det, hvordan politiet mener, at den person, der er kendt som "Lille A", skulle dræbes.

Det var den 30. juni, at fire af rockerne placerede sig rundt om Københavns Byret som spejdere, der kunne sige til, når "Lille A" nærmede sig. Retten behandlede på det tidspunkt en sag om flere lejemord, hvor hans storebror var tiltalt.

Hele operationen var ifølge politiet forinden aftalt med et fuldgyldigt medlem af HA, som nu også er tiltalt. Den indebar også, at to andre AK81'ere holdt klar i nærheden på en stjålen motorcykel bevæbnet med et skydevåben.

Yderligere en af de tiltalte holdt så klar et andet sted i en varevogn for at tage imod motorcyklen, der skulle køres væk og brændes af.

Men hele den nøje planlagte operation mislykkedes, fordi den ene af de to, der skulle udføre drabet fra motorcyklen, ved et tilfælde blev anholdt af politiet.

En af de fire udkigsposter er den mand, som siden har valgt at fortælle politiet om sin viden fra rockermiljøet. Han fik selv 12 års fængsel for de mange overfald, han deltog i, og skal nu være hovedvidnet under den kommende retssag.

Blandt de tiltalte er også Brian Sandberg. Han er under anklage for at have beordret et kølleoverfald på to udlændinge ved Brorsons Kirke og et drabsforsøg mod en mand i en kiosk i Skelbækgade.

Desuden beordrede Sandberg også et drive by-skyderi mod en internetcafé i Rantzausgade på Nørrebro i oktober. Skyderiet skulle være hævn, efter at der tidligere på dagen var blevet skudt mod Sandberg selv, da han kom kørende i Hellerup - et skyderi, som ikke før har været offentligt kendt.

/ritzau/