En teenager, der ifølge politiet er helt uden relationer til bander, blev skudt fredag eftermiddag i Tingbjerg i København.

Det skete, da ‘to galninge’ på en scooter afgav flere skud mod den unge mand, der helt tilfældigt var på en sti i mellem Tingbjerg og Høje Gladsaxe, da skuddene lød.

Episoden fik Københavns Politi til at skrive ‘stop vanviddet’ i en pressemeddelelse fredag aften.

Lørdag morgen oplyser vagtchef Thomas Tarpgaard til BT, at den 17-årige heldigvis er sluppet forholdsvist nådigt fra skuddene.

»Teenageren er ramt af skud i foden, og han er uden for livsfare,« siger vagtchefen.

»Det er fuldstændig vanvittigt,« lyder reaktionen på hændelsen.

Københavns Politi vil gerne høre fra vidner eller andre, der har viden om sagen.

Lørdag morgen er der ingen anholdte i sagen, oplyser Thomas Tarpgaard, der ikke har fået nogen melding om, hvorvidt enten den anvendte scooter eller pistol er fundet.

Skyderiet i Tingbjerg var fjerde gang i denne uge, der blev skudt i København

Københavns Politi vil lørdag klokken 9 afholde en pressebriefing foran Politigården, hvor der vil blive orienteret om indsatsen mod skyderierne i hovedstaden.