Klokken var lige omkring 14.30, da hun fik øje på den unge kvinde, der løb ud på vejbanen. Foran bilerne.

Selv sad hun i en bil med sine to børn – og hun reagerede derefter hurtigt.

Hun parkerede med det samme sin bil og gjorde tegn til de andre bilister, der kom kørende på vejen i Roskilde, om at standse eller sænke farten.

Derefter tog hun kontakt til kvinden, der viste sig at være psykisk syg, og blev sammen med hende og sikrede, at der ikke skete hende noget, indtil hjælpen kom frem.

For 'sit mod og sin flotte handlekraft, der forhindrede en mulig ulykke' den 23. februar, tildeles kvinden nu en dusør, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

I alt har 15 heltemodige borgere fået tildelt en dusør af politikredsen for i løbet af året 'på fornemmeste vis' at have 'bidraget til politiets arbejde'.

En anden af dem, der modtog hæderen, var en 62-årig kvinde fra Nørre-Asmindrup.

I forbindelse med sit arbejde i hjemmeplejen kom hun 6. marts forbi et hus i Rørvig, hvor hun kunne se, at der væltede røg op.

»Kvinden kendte den kvindelige beboer og vidste, at hun var fysisk svækket og dårligt gående,« oplyser politikredsen.

Med hjemmeplejens nøgle låste hun sig ind i det røgfyldte hjem, hvor hun kunne høre, at beboeren råbte om hjælp.

Men det var umuligt at gå længere ind i huset på grund af røgen:

»Kvinden ringede derfor efter hjælp, løb om til terrassedøren, hvor den ældre dame stod – men ikke havde kræfter til selv at redde sig ud. Kvinden fik beboeren løftet og trukket i sikkerhed,« lyder det fra politiet.

»Brandfolkene, paramedicinerne og politiet er af samme opfattelse – den ældre dame var brændt inde, hvis kvinden ikke havde reddet hende ud.«