Toldstyrelsen har, i et forsøg på at få bugt med ulovlig indførsel af narkotika og likvide midler til og fra Grønland, det seneste stykke tid haft særlig fokus på fly mellem Danmark og Grønland.

Og det har givet pote.

For da tolderne i Københavns Lufthavn tog en rejsende, der netop var ankommet fra Grønland, til kontrol, gjorde de et stort fund i personens kuffert.

443.850 kroner i kontanter.

»Det er ikke uvant for os at tilbageholde kontanter af denne størrelsesorden. Desværre ser vi en del forsøg på at smugle penge, og denne sag bekræfter os i, at det fortsat er et område, vi skal kaste vores opmærksomhed på,« siger Mette Helmundt, der er funktionsleder i Toldstyrelsens kontrolenhed i Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Vores toldere ved, hvad de skal kigge efter, og vi har konstant fokus på den operation, vi har kørende.«

I oktober 2024 fandt toldere 1,7 millioner kroner i kufferter fordelt på to rejsende, som kom med fly fra Grønland.

»De store beløb kan være et tegn på, at kriminelle netværk forsøger at transportere og hvidvaske kontanter uden om myndighedernes søgelys, og derfor holder vi vågent øje med rejsende til og fra Danmark, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen,« Jeppe Kjærgaard.

Hvis man medbringer 10.000 euro eller mere i kontanter eller andre likvide midler, skal det angives til Toldstyrelsen.