TikTok-video med israelsk flag var billigelse af terror
Retten i Herning har idømt en 28-årig mand 60 dages betinget fængsel for en video, der billigede Hamas-angreb.
Retten i Herning har idømt en 28-årig mand 60 dages betinget fængsel for en video, der billigede Hamas-angreb.
Retten i Herning har mandag kendt en 28-årig mand skyldig i billigelse af terrorhandlinger, efter at han i september sidste år udgav en video på TikTok.
I videoen var blandt andet et israelsk flag og teksten "Vi pynter op til 7. oktober".
Manden straffes med 60 dages betinget fængsel, fordi retten mener, at videoen var en billigelse af Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023.
En betinget fængselsstraf er en straf, der i udgangspunktet ikke skal afsones.
I dette tilfælde indebærer straffen, at den 28-årige skal udføre 80 timers samfundstjeneste i stedet for at sidde fængslet.
Desuden fastsættes en prøvetid.
Begår den dømte ny kriminalitet inden for prøvetiden, kan straffen gøres ubetinget, så den skal afsones.
Den 28-årige har bedt om betænkningstid i forhold til at anke dommen.
Det er ikke første gang, at en person i Danmark bliver dømt for billigelse af terror.
I september sidste år blev en kvinde fra Esbjerg i landsretten idømt 60 dages betinget fængsel for at udtrykke sympati med Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023.
I en kommentar på Facebook havde hun skrevet "Bedste nyhed at stå op til."
Bemærkningen var ledsaget af fem emojis i form af palæstinensiske flag og hashtagget "denmarkstandwithpalestine".
I Næstved ugen før blev en 60-årig mand også dømt for ord på Facebook.
Han havde blandt andet skrevet, at det var "godt, de mærker deres egen medicin".
I hans tilfælde blev straffen dog hårdere: nemlig fem måneders betinget fængsel og samfundstjeneste i 100 timer.
RITZAU