Torsdag trådte en spinkel, mørkeblond mand på 29 år ind i retssalen i Retten i Helsingør.

Manden, som i medierne går under navnet 'TikTok-manden', blev af en enig domsmandsret fundet skyldig i alle de ni forhold, han var tiltalt for.

Han er dermed fundet skyldig i voldtægt af en mindreårig, blufærdighedskrænkelser, trusler, ulovlig tvang, andet kønsligt forhold end samleje med mindreårig og forsøg på ulovlig tvang.

Uden at fortrække en mine sad han ved siden af sin forsvarer og stirrede ud i luften gennem sine pilotbriller med klart glas, mens han modtog rettens afgørelse.

Den samme mand blev dagen inden, onsdag, fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret i en anden sag, hvor han nu sidder varetægtsfængslet for i alt syv forhold.

Og det er ikke første gang, den 29-årige lægger sig ud med loven. B.T. konfronterede ham i et interview i december med en dom, hvor han havde haft anden seksuel omgang end samleje med en 12-årig pige.

Under sagen i Retten i Helsingør torsdag kom det frem, at fem piger mellem 13 og 15 år var de forurettede. Og fem ud af de ni forhold berørte den samme 14-årige pige.

Anklageren fortalte blandt andet, hvordan den 29-årige mand havde befølt den 14-åriges bryster og skridt på et handicaptoilet på Dyrehavsbakken i Klampenborg, selvom pigen protesterede og forsøgte at skubbe ham væk.

Ligesom han på toilettet kortvarigt lykkedes med at få hende til at give ham oralsex.

Den samme pige blev han fundet skyldig i at have voldtaget ved et plejecenter i Jyllinge, hvor manden havde holdt hende fast op af et træ.

Anklageren sagde i retten, at det har været tydeligt for den 29-årige, at hun var under den seksuelle lavalder:

»Pigen siger, at de slet ikke havde talt om alder. Og vi har alle sammen set hende her i retten to år efter episoden – hun er en lille pige. For to år siden må hun have set meget yngre ud, så det må have været klart for tiltalte, at her var der tale om en pige under 15 år,« sagde anklageren.

Og dommeren tilsluttede sig dette ved den endelige afgørelse:

»Vi har fundet, at forurettedes forklaring var troværdig og derfor tilsidesat din forklaring som utroværdig,« sagde dommeren til den anklagede.

Samme 14-årige pige blev 'TikTok-manden' ligeledes fundet skyldig i at have presset til at sende nøgenbilleder. Han truede senere med at sende billederne videre til hendes forældre og venner, hvis hun ikke sendte flere og gik live på kamera, mens hun befølte sig selv – alt imens han optog det, uden hun vidste det.

Han blev også dømt skyldig i trusler, da han har ringet og skrevet til hende, at han ville finde hende og slå hende ihjel og stikke hende ned.

Over for to 13-årige piger har ‘TikTok-manden’ udgivet sig for at være tøjdesigner, der søgte modeller.

Han fik dem til at dem til at tage tøjet af på webcam og udføre nogle handlinger, der 'kunne få ham til at komme'. Blandt andet under påskud af, at det var en leg, hvor de kunne vinde penge, hvis han kom, inden tiden var gået.

Efterfølgende har han truet pigerne med at sende videoer videre af dem, hvis de ikke sendte ham flere.

Til sidst blev den 29-årige dømt for trusler og blufærdighedskrænkelse mod to 15-årige piger, hvor han skulle have befølt den ene på numsen og tilbudt hende penge for sex og truet den anden med at ville skære halsen over på hende.

Og det var altså en enig domsmandsret, der fandt ‘TikTok-manden' skyldig i alle ni forhold i Retten i Helsingør.

Dommeren besluttede ligeledes, at han skal mentalundersøges.

Hvornår den endelige domfældelse i sagen sker, er endnu uvist.