Tidligere værter på 'Lykkehjulet' udtrykker medfølelse med Maria Hirse, der er tiltalt i en sag om tyveri, hæleri og våbenbesiddelse.
Det er mere end 20 år siden, Maria Hirse første gang tonede frem på TV2 som bogstav-vender i 'Lykkehjulet'.
I årene, der er gået, siden programmet lukkede i 2001, har der ikke været meget kontakt mellem Maria Hirse og hendes medvært Bengt Burg. Alligevel er den populære programvært chokeret over at læse, at hans tidligere kollega er endt i en ubehagelig straffesag om tyveri, hæleri og våbenbesiddelse.
»Jeg er ked af det på hendes vegne over, at hun er endt i sådan en sag. Og man skal jo huske, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist,« siger Bengt Burg til B.T.
B.T. kunne i går løfte sløret for detaljerne i et anklageskrift, som Nordsjællands Politi har udformet forud for en retssag, der indledes 3. september ved Retten i Helsingør. Maria Hirse er tiltalt for tre forhold af hæleri, et forsøg på tyveri og ulovlig besiddelse af et knojern. Sagen udspringer af en ransagning sidste sommer mod et lejet sommerhus i Vejby, hvor Maria Hirse – ifølge anklageskriftet – havde bopæl.

Maria Hirse er blandt andet tiltalt for at have modtaget et vinkøleskab, 18 flasker rødvin, to flasker champagne, en køkkenblender, syv fiskestænger, en billardkø og to PH-lamper, der ifølge politiet stammede fra indbrud i Nordsjællandske feriehuse.
Derudover er hun sammen med en veninde tiltalt for forsøg på tyveri ved uberettiget at have skaffet sig adgang til en hestestald i Græsted.
Da Maria Hirse sidste år blev anholdt og sigtet for hæleri, sendte sagen chokbølger igennem det kendis-miljø, Maria Hirse i mange år har været en del af.

Musikeren Keld Heick, der i en periode på et halvt år vikarierede for Bengt Burg som vært på 'Lykkehjulet', udtrykte sin sympati med Maria Hirse i et interview med B.T:
»Maria er bare en rigtig sød pige, så jeg blev noget paf, da jeg tidligere i dag så B.T.s spisesedler. Jeg skyndte mig at købe avisen og blev chokeret over læsningen. Tænk, at hun er blevet blandet ind i sådan en sag. Det er synd for hende, synes jeg, og jeg håber virkelig, hun kommer godt ud af det og videre med sit liv på en god måde,« sagde Keld Heick til B.T. den 19. juli sidste år.
Det er ikke lykkedes B.T. at få en kommentar fra Keld Heick, efter der nu er rejst tiltale i sagen. Maria Hirse selv er heller ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelser. Tidligere har hun dog afvist at have gjort sig skyldig i både hæleri og tyveriforsøg.

Den tidligere bogstav-vender, der også er forfatter til en lang række bøger, fastholder stadig sin uskyld, oplyser hendes forsvarsadvokat, Brian Larsen.
»Min klient nægter sig skyldig, og hun kan ikke genkende de ting, der er skrevet i B.T.s artikel,« siger han.
Sagen mod Maria Hirse indgår i et sagskompleks, hvor det tidligere Bandidos-prøvemedlem Kim Nordal er sigtet. Han dannede par med Maria Hirse, da de begge blev anholdt i forbindelse med ransagningen af sommerhuset.
Anklagemyndigheden har ikke ønsket at uddybe, hvilken straf de vil kræve til Maria Hirse. Straffen for hæleri går op til et år og seks måneder.

