Tidligere topadvokat anker dom på et halvt års fængsel
Nicolai Dyhr siger, at han aldrig har haft til hensigt at dække over kriminalitet, og anker dom til landsret.

Nicolai Dyhr siger, at han aldrig har haft til hensigt at dække over kriminalitet, og anker dom til landsret.

Eksadvokat Nicolai Dyhr, der er kendt fra TV 2-dokumentaren "Den sorte svane", anker sin dom på seks måneders fængsel for stillingsmisbrug og grov pligtforsømmelse.
Det siger han til mediet AdvokatWatch.
Den 53-årige mand medgiver - ligesom under byretssagen - at han har begået fejl, men han er uenig i rettens vurdering om, at han misbrugte sit hverv som kurator til at skaffe sig en økonomisk fordel.
- Jeg har aldrig haft til hensigt at dække over økonomisk kriminalitet eller begunstige nogen på kreditorernes bekostning, siger han til AdvokatWatch.
Den høje mand med det tilbagestrøgne hår blev for mange et kendt ansigt, da TV 2-dokumentaren "Den sorte svane" blev udgivet i maj 2024.
Her kunne man se skjulte optagelser, hvor den prominente advokatpartner fra Horten havde lyssky samtaler med forretningsmanden Martin Malm Hansen og TV 2's muldvarp, Amira Smajic.
Dyhr fik at vide, at der var fakturaer, der ikke kunne redegøres for i relation til Malms koncern, der bestod af otte selskaber.
- Ja, men det er jo derfor, at Kammeradvokaten ikke skal være kurator, svarede Dyhr på optagelserne.
Nogle måneder senere, da Nicolai Dyhr var blevet udpeget som kurator for to af selskaberne, sagde Smajic direkte til Dyhr, at Malm "har kørt fakturafabrik".
De oplysninger gav han ikke videre til myndighederne.
Martin Malm Hansen er i en anden sag tiltalt for grov hvidvask af 17,3 millioner kroner og momssvig for 6,1 million kroner. Han nægter sig skyldig.
Specialanklager Konrad Frank fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) sagde i byretten, at Dyhr så igennem fingre med kriminalitet, hvilket gavnede både Martin Malm Hansen og Dyhr selv, idet Dyhr skaffede flere opgaver til advokatfirmaet Horten, hvor han selv var partner.
Det afviste den 53-årige mand i retten. Han nægtede sig skyldig og ville frifindes.
Retsformand Elisabet Michelsen udtalte i forbindelse med dommen i Retten i Lyngby den 21. oktober blandt andet, at Nicolai Dyhr ikke handlede ordentligt og loyalt som kurator for de to konkursboer.
- Det er vigtigt, at kreditorer og samfundet generelt kan have tillid til kuratorer, understregede hun.
Nicolai Dyhr er blevet beskrevet som en af de mest erfarne insolvensadvokater i landet. Han har som følge af sin optræden på de skjulte optagelser mistet sit job i Horten og deponeret sin advokatbestalling.
Foruden de seks måneders ubetinget fængsel blev han i byretten frakendt retten til at arbejde som advokat indtil videre.
Da dommen er anket, skal Østre Landsret vurdere sagen.
RITZAU