Den norske fodboldspiller Andreas Schjelderup idømmes 14 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år for at have delt en 27 sekunder lang video, der indeholder seksuelt materiale med personer under 18 år.
Sådan lyder dommen i Københavns Byret onsdag.
Han idømmes også en advarsel om udvisning.
Han delte videoen, mens han spillede i superligaklubben FC Nordsjælland sidste år.
Anklageren vurderede, at nordmanden skulle idømmes ikke under 20 dages ubetinget fængsel, men dommeren lagde blandt andet til grund, at han havde gode personlige forhold, og at han slettede videoen kort efter at have delt den.
Efter selve domsafsigelsen forklarede dommeren, Mathias Eike, den betingede straf som et gult kort.
Den 21-årige nordmand, der i dag spiller for den portugisiske storklub Benfica, modtog videoen på det sociale medie Snapchat 1. maj 2024.
Efter at have set de første par sekunder videresendte han den i en gruppechat på Snapchat med fire venner.
- Jeg modtager videoen som en dårlig joke. Og så videresender jeg den til en gruppe med fire venner og viderefører den dårlige joke.
- Jeg fornemmer, at der er noget seksuelt, og at det er to unge mænd, siger Schjelderup i retten.
Men efter omkring et minut slettede han videoen fra gruppen og sin kamerarulle, da han "ganske hurtigt indså, at det var ulovligt".
Det kom ikke frem i retten, hvad der foregik i resten af videoen, som nordmanden delte.
Men ifølge retsmødebegæringen var der tale om materiale i kategori to.
Kategorien omfatter fotografier, filmsekvenser og andre visuelle gengivelser af børn, der fremstår som værende under 18 år, hvor der er to eller flere personer på materialet, og hvor der er seksuel aktivitet.
Der findes tre kategorier i sager om materiale med overgreb på børn - 1, 2 og 3 - hvor 3 er den groveste.
Retsmødet onsdag forløb som en tilståelsessag.
Schjelderup skrev 8. november i et opslag på Instagram, at han havde delt en video med to unge drenge, da han spillede for FC Nordsjælland, og at han snart ville modtage sin dom.
- Jeg vil være ærlig over for jer alle om en dum fejl, jeg begik for omkring to år siden. På det tidspunkt var jeg 19 år gammel, og nu bliver jeg nødt til at tage konsekvenserne af fejlen, skrev han.
Ifølge forsvarsadvokat Anders Nemeth tager han sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.
Schjelderup var i sidste uge med til at kvalificere det norske landshold til VM i fodbold for første gang siden 1998. Han er noteret for otte landskampe.
/ritzau/
