Som fodboldstjerne i Superligaen nåede han at spille for klubber som Brøndby, FC Nordsjælland og Lyngby.
Men onsdag eftermiddag blev den 31-årige dansk-brasilianer Patrick da Silva præsenteret for et juridisk rødt kort.
En domsmandsret ved Retten på Færøerne idømte ham 30 dages fængsel.
Men frihedsstraffen er ifølge dommen allerede udstået med de 30 dage, som han nåede at sidde varetægtsfængslet på Færøerne.
»Anklageren havde krævet mindst halvandet års fængsel, så når min klient ender med »kun« at få 30 dages fængsel, er det jo faktisk en vindersag. Men han har alligevel taget betænkningstid i forhold til en eventuel anke,« siger den tidligere Superligaspillers forsvarer – den færøske advokat Jógvan Páll Marius Lassen – til B.T.
Ved straffesagen var Patrick da Silva tiltalt for tre forhold, der omfattede sagstyperne grooming, blufærdighedskrænkelser, deling af pornografisk materiale af personer under 18 år, forsøg på samleje med et barn under 15 år mod betaling samt voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
Og allerede forud for sagen oplyste forsvareren for den tidligere Superligaspiller, at hans klient ville nægte sig skyldig i alle forhold.
Og domsmandsretten endte udelukkende med at finde den tidligere fodboldstjerne skyldig i forsøg på grooming ved i sidste halvdel af 2024 på Snapchat at have forsøgt at opbygge en relation til mindst 12 mindreårige piger i alderen ni-14 år.
I håb om at kunne udsætte dem for en seksualforbrydelse udgav han sig ifølge anklageskriftet for selv at være mellem 12 og 16 år, mens han opfordrede pigerne til at sende ham billeder af sig selv.
Derimod frifandt domsmandsretten ham altså for sagens to andre forhold, der blandt andet handlede om at have tilbudt en 12-årig pige penge for sex og for flere gange at have sendt hende billeder af sig selv og en erigeret kropsdel.
Her fandt retten ikke, at der var ført det fornødne bevis, da korrespondancen mellem parterne var blevet slettet og ikke kunne genskabes.
Patrick da Silva blev allerede i 2021 idømt 20 dages betinget fængsel for at have blufærdighedskrænket en 14-årig pige, som han skrev med via Instagram og Snapchat.

