Ud over en kæmpe bødestraf blev den tidligere Superliga-spiller idømt et års betinget fængsel.

Den nu dømte mand forlod i sidste uge Københavns Byret med en tabt sag.

Her var han tiltalt for at have unddraget statskassen for næsten 1,3 millioner kroner i manglende moms. Han nægtede sig skyldig i anklagerne.

Men lige lidt hjalp det.

For i byretten blev han kendt skyldig i sagens to forhold om økonomisk svindel, hvilket udløste en betinget fængselsstraf til den pensionerede fodboldspiller.

Det oplyser Københavns Byret til B.T.

Den nu dømte mand blev idømt et års betinget fængsel med en prøvetid på to år.

Derudover skal han betale en bøde på 650.000 kroner samt tilbagebetale 715.103 kroner til statskassen for den manglende moms.

Ifølge anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, var den nu dømte mand direktør i to forskellige selskaber, hvor der i det ene blev svindlet for 715.103 kroner og det andet 606.615 kroner.

Svindlen fandt ifølge anklageskriftet sted i både 2008 og 2012.

I 90erne slog den nu dømte mand sine folder på midtbanen i en større Superliga-klub.

Han opnåede ikke mange kampe for holdet, men var en fast del af truppen.

Den tidligere fodboldspilleres forsvarsadvokat, Jonas Kristoffersen, oplyser, at de har valgt at anke til landsretten.

Det fremgår af det ene af mandens selskabers årsregnskaber fra 2012, at den statsautoriserede revisor opdagede et ulovligt lån, der var givet til ejeren af selskabet – den tidligere fodboldspiller.

Men det blev betalt tilbage på et senere tidspunkt, står der under revisorens bemærkninger til regnskabet.

Ligeledes påpegede revisoren, at der var problemer med selskabets indberetning af moms og kildeskat, hvilket han blev dømt for i byretten ti år senere.