Københavns Politi har fundet Kim Walls ben og hoved. Det konstaterede drabschef Jens Møller Jensen på et pressemøde klokken 10.00 foran Politigården i København. Her fortæller en tidligere leder af Rejseholdet og en tidligere politiinspektør, hvilke to ting, de bed mærke i med hensyn til de nye fund.

Svensk og dansk presse mødt op i hobevis for at høre, hvad de nye informationer i sagen var, efter dykkere torsdag og fredag har afsøgt området omkring Avedøre.

Jens Møller Jensen kunne forklare, at man udover kropsdelene også har fundet en pose med tøj, kniv og 'metalgenstande', som er blevet brugt til at holde posen under vand. Også Kim Walls hoved blev fundet i en pose med metalgenstande i, og hendes ben blev holdt nede med strips og metalgenstande. Politiets fund, som blev gjort i samarbejde med Aarhus Universitet, DMI og Forsvaret, giver drabssigtede Peter Madsen et stort forklaringsproblem. Det mener tidligere chef for politiets rejsehold, Frank Jensen og tidligere politiinspektør Jørn Moos.

Jens Møller Jensen oplyste på pressemødet, at der hverken var frakturer eller tegn på stump vold mod Kim Walls kranie. Nu skal politiet afhøre Peter Madsen igen for at høre, hvordan han stiller sig over for de nye oplysninger, der umiddelbart modbeviser hans forklaring om, at Kim Wall fik en 70 kg tung jernluge i hovedet.

Jørn Moos kalder det for et decideret gennembrud i sagen.

»Jeg betragter det som et gennembrud for politiet i deres efterforskning. Det er en stærk belastning af Peter Madsen i forhold til hans forklaring. Det stiller sagen i helt nyt lys,« siger Jørn Moos til BT.

Tidligere leder for Rejseholdet, Frank Jensen, fortæller i TV 2 News, hvordan han ville gribe en ny afhøring af Peter Madsen an.

»Man foreholder den sigtede fakta. Du fortalte sådan her sidst. Nu har vi fundet det her. Det passer ikke i forhold til det, hvad er din bemærkning til det,« siger Frank Jensen omkring et muligt afhøringsscenarie.

Frank Jensen vurderer, at der kan være en mikroskopisk mulighed for, at det er foregået, som Peter Madsen har forklaret, men:

»Alfa og omega er, at der er ingen skader på hovedet, som underbygger hans forklaring,« siger Frank Jensen, der hæfter sig ved, at der netop ikke er skader på kraniekassen.

Pose og strips kan også modbevise forklaring

Posen kan vise sig at være særdeles vigtig for efterforskningen, da Peter Madsen tidligere har fastholdt, at han ikke har haft noget at gøre med parteringen af Kim Walls lig.

»Man har fundet tingene i en pose. Og hvis det eksempelvis er en rullesæk, det er fundet i, kan det være godt for efterforskningen, hvis man finder rullen,« siger han i TV 2 News.

Det bliver især svært for ham at forklare, hvis man finder resten af poserne hos ubådsbyggeren eller i ubåden.

»Hvis det ikke er dig, hvorfor stammer posen så herfra?« kunne et spørgsmål til Raket-Madsen lyde, ifølge Frank Jensen.

Læs også: Ekspert om undersøgelse af Raket-Madsen: De vil granske hans sexliv

Jørn Moos mener også, at de strips, der blev brugt til at binde metalgenstandende fast til Kim Walls ben kan være lige så vigtig som posen, hendes tøj blev fundet i.

»Alt tyder jo på, at han virkelig har forsøgt at bortskaffe ligdelene. Når de bliver holdt nede i vandet på den måde, vil det blive opløst på et tidspunkt. Fisk og bunddyr ville have gjort det utroligt svært. Det er stærkt for politiets sag, at man finder det nu. Det kan være, man kan bevise, at de strips også passer med nogle, han har,« lyder vurderingen.

Politiets retsteknikere identificerede hovedet med hjælp fra et tandaftryk, som er blevet indhentet tidligere.

Peter Madsen har under hele forløbet erklæret sig uskyldig i drab og usømmelig omgang med et lig.

Her kan du læse BTs liveblog fra pressemødet.