De danske islamister, der under Muhammedkrisen i efteråret 2005 tog kontakt med de militante bevægelser Hamas og Hizbollah i Libanon, kan være glade for, at de danske efterretningstjenester først har fået det at vide nu via Ahmed Akkaris nye bog.
 
Ellers ville de fire fremtrædende muslimer fra Danmark med meget stor sandsynlighed været blevet sigtet efter straffelovens terorparagraf. Det vurderer den tidligere operative chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen, over for bt.dk:

- Jeg er 100 pct. overbevist om, at hvis vi dengang havde haft den viden, som Akkari nu har bragt frem - nemlig at man havde kontaktet to organisationer, der står på EU's terrorliste - så ville man betragte det som en opfordring til terror og rejse sigtelse i stil med den sag, der kører i dag mod Said Mansour.

-  Om det så ville have ført til en fældende dom er nok mere tvivlsomt - det er jo et spørgsmål om bevisets stilling. Men man ville have kunnet bruge sigtelsen til at sende et meget tydeligt signal om, at den slags var uacceptabelt i den højspændte situation, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Som daværende operativ chef i PET fulgte han Muhammedkrisen på nærmeste hold og beskriver det som en meget dramatisk periode.

- Vi blev bombarderet med trusler, og det virkelig et af de få tidspunkter i mit liv, hvor jeg var ved at kunne mærke det i maven.

- På det tidspunkt gjorde vi meget klart opmærksom på over for imamerne, at de skulle være meget opmærksomme på, at hvis de førte frem til noget alvorligt over for Danmark, så var de efter folkestemningen de første, der skulle pakke deres kuffert, tilføjer den tidligere PET-chef.

Selv om terror-forbrydelser i lighed med drab ikke forældes i strafmæssig henseende, finder Hans Jørgen Bonnichsen det usandsynligt, at Akkaris afsløringer i dag vil udløse sigtelser mod de fire danske muslimer, der i december 2005 rejste til Libanon for at søge militant støtte til at få knækket Danmark.

- I bagklogskabens lys, hvor der nu er gået så lang tid og vi har at gøre med en "angrende synder", vil det nok blot udløse nogle politiske udladninger, men næppe nogle sigtelser. Det er jo mandens egne ord, og man har ingen mulighed for at finde ud af, hvad der nøjagtig er foregået på de møder med Hamaz og Hizbollah, siger den tidligere PET-chef.

Ahmed Akkari kommer med sine afsløringer i bogen "Min afsked med islamismen", som udkommer på tirsdag.

- Vi var fuldstændig opslugt af tanken om, at vi skulle knække Danmark. Derfor bad vi Hamas og Hizbollah om hjælp. De var jo kendt for at være effektive i situationer, hvor ord ikke slog til. Vi bad dem ikke specifikt om en voldelige aktion, men det lå i kortene, at det var en mulighed. Man går jo ikke til en militant organisation for at få et læserbrev, lyder det i dag blandt andet fra Ahmed Akkari.

Hos Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet ønsker hverken vicepolitiinspektør Jens Møller eller advokaturchef Dorit Borgaard at kommentere, om Ahmed Akkaris nye oplysninger vil kunne give anledning til terrorsigtelser.