Han har spillet i både F.C. København, i udlandet og haft en ganske kort karriere på det danske landshold.

Og nu kan en midaldrende mand så skrive endnu et punkt på sit cv:

Tiltalt for svindel med corona-hjælpepakker.

Det viser et anklageskrift, som B.T. er i besiddelse af.

Manden er sammen med en kvinde tiltalt for i seks omgange at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, da man i 2020 og 2021 søgte om coronakompensation hos Erhvervsstyrelsen.

Ifølge anklageskriftet drejer det sig om cirka seks millioner kroner, som de to har forsøgt at svindle sig til.

I alle seks forhold er eks-fodboldspilleren og kvinden tiltalt for gennem fiktive forpagtningsaftaler at have fiflet med tallet for faste omkostninger. 

Det er uvist, hvordan de to forholder til anklagerne. Da sagens køres som en domsmandssag, må man dog forvente, at de nægter sig skyldige.

I 2020 besluttede man i Folketinget, at svindel med corona-hjælpepakker skulle kunne udløse op til dobbelt så høj fængselstraf og firedobbelte så store bøder som normalt i lignende sager.

Retssagen mod de to skal køre over flere dage og begynder senere på ugen i Retten i Glostrup.

Der har været flere andre sager med coronasvindel de seneste år, og i april 2016 blev fire personer idømt halvandet års fængsel for også at have fiflet med finanserne i forbindelse med coronahjælp.