Endelig faldt dommen.

Mere end to år efter, han blev offentligt kendt for at føre sin eks-svoger, fodboldspiller Kevin Conboy, bag lyset, blev den tidligere erhvervsmand Dion Brockdorff fredag dømt ved Retten i Odense.

En enig domsmandsret idømte Dion Brockdorff en straf på to år og seks måneders ubetinget fængsel for bedrageri, dokumentfalsk og underslæb af særlig grov beskaffenhed.

I dommen blev der blandt andet lagt vægt på omfanget og systematikken i svindlen, som Dion Brockdorff primært begik via sin rolle som leder af administrationsselskabet DKadministration ApS i perioden fra september 2017 til oktober 2018.

Derudover udnyttede Dion Brockdorff sin rolle som kasserer i Stavtrup Vandværk til at begå underslæb for i alt 868.394,24 kroner i en periode på knap et halvt år.

Men det var først og fremmest rollen som eks-svoger til den daværende Superliga-spiller Kevin Conboy, der tiltrak mediernes opmærksomhed dengang i efteråret 2019, da svindlen kom frem.

Her kom frem, at Kevin Conboy var snublende tæt på at gå personligt konkurs efter at være blevet svindlet af familiemedlemmet Dion Brockdorff.

Han havde som svoger og erfaren forretningsmand blandt andet rådgivet Conboy til at købe DKadministration Aps, hvor Brockdorff efterfølgende selv blev indsat som direktør.

Målet var, forklarede Dion Brockdorff i retten, at modernisere virksomheden og drive den som en rentabel forretning.

Den tidligere Superliga-spiller Kevin Conboy var tæt på at gå konkurs, efter hans ekssvoger Dion Brockdorff stod for at investere i og drive flere selskaber.
Den tidligere Superliga-spiller Kevin Conboy var tæt på at gå konkurs, efter hans ekssvoger Dion Brockdorff stod for at investere i og drive flere selskaber. Foto: Henning Bagger
Vis mere

I stedet endte den med at koste både Conboy og en række af virksomhedens kunder dyrt.

Dion Brockdorff begyndte få måneder efter overtagelsen at begå underslæb og overføre penge mellem virksomhedens, kundernes og egne konti.

Ifølge anklageskriftet løb underslæbet op i et samlet beløb på cirka 4,9 millioner kroner.

Allerede under det første af de tre retsmøder, Retten i Odense havde afsat til sagen, erkendte Dion Brockdorff ni ud af de 11 forhold, han var tiltalt for.

Altså at have begået bedrageri og underslæb for knap 4,8 millioner kroner og forfalsket Kevin Conboys underskrift for at lave en leasingaftale om en BMW 5230d xDrive.

I strafudmålingen lagde domsmandsretten blandt andet vægt på en række skrærpende forhold i sagen, som betød, at straffen blev rent ubetinget.

En af de skærpende omstændigheder var, at Dion Brockdorff ikke fortalte Kevin Conboy, at han i foråret 2018 fik en konkurskarantæne, som betød, at han ikke måtte indgå i virksomhedens ledelse.

I stedet fik Kevin Conboy pludselig en besked på e-Boks om, at han var indtrådt som direktør.

En besked, Dion Brockdorff forklarede som en fejl, da det ikke på noget tidspunkt var aftalt, at Kevin Conboy personligt skulle stå i spidsen for virksomheden.

Retten lagde desuden vægt på, at Dion Brockdorff fortsatte sine ulovlige handlinger, lige indtil han blev stoppet af andre.

Dion Brockdorff bad sig gennem sin forsvarsadvokat betænkningstid i forhold til, om han ønsker at anke dommen.