Opfinderen Peter Madsen har nok engang ændret forklaring i sagen om den svenske journalist Kim Walls død. Den nye forklaring kommer ikke bag på en tidligere chef hos politiets Rejsehold.

Kim Wall døde ikke som konsekvens af at have fået en ubådsluge i hovedet, som Peter Madsen tidligere har forklaret. Den nye forklaring på Kim Walls død fra Peter Madsen lyder i stedet på, at den svenske journalist døde af kulilteforgiftning i ubåden, mens Peter Madsen på tidspunktet selv befandt sig på ubådens dæk.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Den nye forklaring undrer dog Frank Jensen, der er tidligere operativ chef i PET og chef for kriminalteknisk afdeling og nuværende kommentator på TV2 News.

»Uden at jeg kender alle sagens detaljer, så stiller jeg mig undrende over for den nye forklaring. For hvis forklaringen er sand nu, så er der tale om et uheld. Så hvorfor er han ikke bare gået ud og fortalt det til at begynde med?« spørger Frank Jensen, der har set et mønster i Peter Madsens forklaringer i sagen:

»Han skifter forklaringer efter, hvad der passer til situationen. Han har ændret forklaring flere gange, når politiet har kunnet bevise, at hans nuværende forklaring ikke passer. Så skifter han forklaring til noget, som han regner med ikke kan bevises,« siger Frank Jensen.

Netop forklaringen med, at Kim Wall skal være død af kulilteforgiftning, er noget, som retsmedicinerne formentlig kan se på kroppen. Og derfor undrer den Frank Jensen.

»Kulilteforgiftning kan ses på døde mennesker ved ligpletter og i lungerne, men Kim Walls lig har ligget længe i vandet, og det kan give problemer. Men så vidt jeg kan vurdere, så bør det ikke være umuligt at se ligpletter på liget,« forklarer Frank Jensen.

Han har i sin tid hos politiet set mange forskellige typer sager og gerningspersoner. Og han har også set gerningspersoner, som har en personlighed, der minder om Peter Madsens.

»Jeg har gennem hele sagen vurderet Peter Madsen til at være den type person, der ikke kommer med den rigtige forklaring, før der er hårde beviser, som man ikke kan komme uden om. Indtil da vil den type person skifte forklaring, så det passer til situationen. Det er en meget speciel type gerningsmand, som er meget selvcentreret.«

I pressemeddelelsen fra Københavns Politi kom det også frem, at Peter Madsen nu har tilstået, at det var ham, der parterede Kim Walls lig og smed det i Køge Bugt, og det giver kun god mening, ifølge Frank Jensen:

»Hvis ikke det var ham, der parterede liget, hvem skulle det så have været?« spørger han.