Klokken 11.20 onsdag anholdte politiet to nordjyske mænd, der er sigtet for drabet på 22-årige Mia Skadhauge Stevn.

Det skete, efter det lykkedes for Nordjyllands Politi at kæde de to mænd sammen med den mørke personbil, som Mia Skadhuge Stevn sidst blev set sætte sig ind i tidligt søndag morgen på Vesterbro i Aalborg.

Den mørke bil har politiet fundet på en af de to sigtedes adresser. Og lige nu arbejder Nordjyllands Politis efterforskere og teknikere intenst ved begge huse. Onsdag aften har politiet også afspærret et tredje sted - et sommerhusområde ved Saltum.

Ifølge tidligere drabschef og chef for Rejseholdet Bent Isager-Nielsen er der flere ting, der er meget vigtige at få fastlagt i efterforskningen i disse timer.

»Hvis de er sikre på, at det er den bil, som hun er blevet lokket ind i eller har sat sig ind i, så er det nu et spørgsmål om at finde Mia levende eller død,« siger Bent Isager-Nielsen, der selv har siddet med et utal af drabssager i sin tid ved politiet.

Han fortæller også, at det nu giver mening, at politiet allerede gik ud i morges og fortalte, at de ikke havde brug for flere tip omkring den sorte bil, da de havde fundet den på det tidspunkt.

»Der er stadigvæk et lille håb for at finde hende i live.«

»Men et desværre realistisk scenario er selvfølgelig, at hun er død. Det er også derfor, at de har sigtet de to mænd for drab og ikke for bortførelse,« forklarer den tidligere drabschef.

Politiet har meldt ud, at de vil arbejde på adresserne i lang tid, hvad lægger du i det?

»Der er gået nogle døgn. Og selv de fleste kriminelle ved jo godt i dag fra kriminalsager fra alle mulige dokumentarudsendelser, at hvis de har slået en person ihjel, så skal de skaffe sig af med liget så effektivt som muligt,« siger Bent Isager-Nielsen.

Udover det store arbejde med at sikre spor og afhøre folk, der kan have set de to eller bilen, lægger politiets fokus nu ifølge Bent Isager-Nielsen på at få afhørt de to drabssigtede.

»De to sigtede bliver selvfølgelig også afhørt rigtig grundigt nu af nogle erfarne og dygtige efterforskere.«

De to anholdte mænd bliver fremstillet i et grundlovsforhør torsdag klokken 11 ved Retten i Aalborg.