Efter fundet af Maria From Jakobsens resterende lig bliver det nu noget nemmere at få drabssagen gennemført.

Det mener den tidligere drabschef Bent Isager-Nielsen.

»Nordsjællands Politi havde en god sag i forvejen, men med resterne af Maria Froms lig kan man eliminere de sidste tvivlsspørgsmål. Man kan med resterne måske få afklaret, hvordan hun er blevet dræbt. Vi er også sikker på nu, at hun ikke er i live.«

Nu handler det om for politiet at få afhørt den sigtede, præsten Thomas Gotthard, og få alle detaljer om, hvordan han eventuelt har slået hende ihjel.

Præsten Thomas Gotthard har tilstået drabet på sin hustru, Maria From Jakobsen fra Frederikssund. Det erfarer flere medier fredag. Nordsjællands Politi/Ritzau Scanpix
Præsten Thomas Gotthard har tilstået drabet på sin hustru, Maria From Jakobsen fra Frederikssund. Det erfarer flere medier fredag. Nordsjællands Politi/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Manden skal i detaljer fortælle, hvad der skete, da Maria From døde. Han vil sandsynligvis forsøge at få en mildere straf. Men er det forsætligt drab, eller var det vold med døden til følge? Hans forklaring skal efterfølgende vurderes. Passer den med de ting, man ellers har fundet? Taler han sandt? Man skal jo også finde frem til motivet for drabet. Var det jalousi, hævn eller andet,« siger Bent Isager-Nielsen.

Der vil også fremover være retsmedicinske og kriminaltekniske opgaver i sagen.

»Nu har politiet været meget sparsomme med at fortælle, hvor mange ligrester de har fundet frem til. Men uanset hvor meget eller lidt de har fundet, så kan ligrester altid fortælle lidt om, hvad der er sket.«

Fundet af 43-årige Maria From Jakobsens ligrester blev gjort i et område omkring Sundbylille nær Frederikssund torsdag aften 3. juni og natten til 4. juni.

Tidligere leder af Rejseholdet Bent Isager-Nielsen er kandidat for De Konservative til efterårets kommunalvalg på Frederiksberg. (Arkivfoto) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Tidligere leder af Rejseholdet Bent Isager-Nielsen er kandidat for De Konservative til efterårets kommunalvalg på Frederiksberg. (Arkivfoto) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»De pårørende er underrettet om betydningen af svaret på undersøgelserne,« lyder det fra politiet.

Thomas Gotthard blev anholdt, godt to uger efter at Maria From Jakobsen forsvandt, og han har siden siddet varetægtsfængslet.

Bent Isager-Nielsen er forhenværende politiinspektør og efterforskningschef, tidligere drabschef og chef for Rejseholdet. I dag er han forfatter, foredragsholder, tv-vært, kommentator og konsulent.

Til efteråret kan han føje kandidat til kommunalbestyrelsen i Frederiksberg for De Konservative til cv'et.