Tidligere dømt er fængslet for to forsøg på voldtægt i Risskov
DNA-match har ført til anholdelse af en 19-årig mand. To kvinder blev overfaldet i juli og september.
DNA-match har ført til anholdelse af en 19-årig mand. To kvinder blev overfaldet i juli og september.
En ung mand, som af politiet sigtes for at have overfaldet to kvinder i Risskov, er tidligere i år dømt for andre overfald på kvinder i Lystrup.
Det oplyser det regionale medie stiften.dk.
Den aktuelle sag drejer sig om overfald begået i juli og september. Ofrene var henholdsvis 22 og 24 år.
Den sigtede mand er 19 år, og en dommer i Retten i Aarhus har torsdag besluttet at varetægtsfængsle ham i fire uger.
Han skal sidde fængslet i surrogat på retspsykiatrisk afdeling.
Gennembruddet i efterforskningen af de aktuelle sager skyldes et DNA-match, udtaler en efterforskningsleder.
I det ene tilfælde blev en kvinde på 22 år væltet omkuld på Solbakken i Risskov natten til 12. juli. Hun blev fastholdt og befølt, men kom fri og fik ringet efter hjælp.
Offeret i den anden sag er to år ældre. Hun blev om aftenen 27. september ligeledes væltet omkuld bagfra, da hun kom løbende på cykelstien ved Stationsgade.
Hun blev også skubbet omkuld og holdt nede, men fik ligeledes vristet sig fri.
Så sent som i februar i år blev den nu varetægtsfængslede i sagen dømt for overfald på kvinder i Lystrup. Her drejede det sig blandt andet om grov vold og trusler.
Århus Stiftstidende beskriver, at den 19-årige blev dømt for at snige sig ind på værelser, hvor unge kvinder lå og sov.
I det ene tilfælde stod han i døråbningen til en 19-årig kvindes værelse med, hvad der viste sig at være, en legetøjspistol i hånden.
Han observerede kvinden i et stykke tid, hvorefter han overfaldt hende ved at slå hende med skæftet på legetøjspistolen, før han flygtede.
I det andet tilfælde gik manden ind på et andet værelse i samme nabolag. Her lå to kvinder og sov. I hånden havde han en spejderdolk, skriver Århus Stiftstidende.
Den ene kvinde rejste sig op i sengen, hvilket fik manden til at flygte. Først bagefter fandt kvinderne ud af, at han havde skåret den anden unge kvinde i hånden.
Han blev fældet af DNA-beviser og i stedet for fængsel dømt til behandling.
Ifølge stiften.dk flyttede han og familien siden til Risskov, hvor den unge angiveligt havde for vane at drive rundt om natten.
I torsdagens retsmøde har han nægtet sig skyldig i forsøg på voldtægt, oplyser TV 2 Østjylland.
Han har ikke kæret kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.
RITZAU