I en straffesag risikerer en tidligere direktør i lille pengeinstitut at blive idømt fængsel.
Han var ansvarlig for, at der ikke var tilstrækkeligt med stopklodser, som skulle hindre kunders hvidvask af kriminelle penge, hævder anklagemyndigheden.
I forsommeren tilstod en anden direktør i Københavns Andelskasse, at han var ansvarlig for store svigt med hensyn til den lovpligtige kontrol.
- Det var én stor kaosfabrik, sagde han, inden han 8. maj blev idømt fire måneders betinget fængsel.
Men en anden direktør nægter sig skyldig, da det mandag bliver hans tur i retssystemet.
Ifølge tiltalen overtrådte han loven fra 1. august 2017 og frem til 15. august det følgende år, da han blev bortvist.
Men det var slet ikke hans ansvar at føre kontrol med udenlandske kunder. Det var kollegaens, altså den allerede dømte, lyder det fra hans forsvarer, advokat Henrik Stagetorn, i Københavns Byret.
Kun de indenlandske kunder havde han med at gøre, lyder en del af forsvaret.
To anklagere fra National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, præsenterer mandag formiddag sagen for en juridisk dommer og tre lægdommere.
- Sagen er ikke bagatelagtig på nogen måde, siger anklager Frederik Morild.
Hele 26 retsmøder er sat i byrettens kalender frem til juni næste år. 18 personer skal afgive forklaring.
Ifølge tiltalen skal den tidligere direktør straffes, fordi Københavns Andelskasse svigtede med hensyn til kontrol i forhold til transaktioner med i alt 4,3 milliarder kroner fra seks udvalgte kunder.
Heriblandt var tre britiske betalingsformidlere.
Politiet er i færd med at efterforske, om disse kunder gjorde sig skyldige i hvidvask eller hæleri.
Mistanken er, at Københavns Andelskasse blev brugt i forbindelse med investeringsbedrageri mod hundredvis af personer rundt om i Europa, har en anklager tidligere oplyst.
/ritzau/
