Fire måneders fængsel - én skal afsones - lyder straffen mod tidligere anklager, som løj over for landsret.

En tidligere anklager skal i fængsel for at lyve for retten og for at anspore vidner til løgn.

Af en straf på fire måneders fængsel er én måned ubetinget, oplyser Retten på Frederiksberg.

Den nu forhenværende senioranklager fra Statsadvokaten i København Trine Sorgenfri er blandt andet dømt for at have misbrugt sin stilling, da hun tilbage i september 2016 bandt Østre Landsret en usandhed på ærmet.

Hun løj om den kontakt, hun havde haft med tre politiagenter, som skulle vidne i en hashsag.

Anklagemyndigheden havde forlangt et halvt års ubetinget fængsel i sagen, mens Trine Sorgenfris forsvarer havde argumenteret for en bøde eller en kort betinget straf.

Selv om dommen lyder på ubetinget fængsel, er det ikke givet, at Trine Sorgenfri skal indsættes i et fængsel.

Dommen ligger nemlig inden for den grænse, hvor det er muligt at afsone med fodlænke i eget hjem.

/ritzau/