Et par drenge havde klatret rundt på en transformatorstation i Søndersø lørdag lidt før klokken 14, da ulykken indtraf.

En tiårig dreng endte med at blive fanget, hvor han fik voldsomt stød. Det fortæller Steen Nyland, vagtchef ved Fyns Politi.

»Vi kommer til stedet og får slukket for strømmen og får reddet ham ud derinde fra,« siger vagtchefen.

Steen Nyland fortæller, at der er enorme spændinger i en transformatorstation, og at der ikke findes nogle sikringer, så systemet sætter ikke ud, hvis der er en, der får stød.

»Vi er ret hurtigt fremme og får hjulpet ham ud, og derefter bliver han fragtet til Odense Universitetshospital, hvor det lød, at han havde været helt vildt heldig.«

Den tiårige dreng slap med forbrændinger på armene, men det kunne være gået meget værre.

Det er nemlig livsfarligt at komme i nærkontakt med en transformatorstation.

»Det er klart, at man skal simpelthen holde sig langt væk fra dem. Derinde har man intet at gøre. Det er meget farligt at være der,« siger Steen Nyland til advarsel for andre, som ikke måtte vide, hvor dødbringende en transformatorstation kan være.

Drengen havde skaffet sig adgang via et hul til transformatorstation og var dermed kommet ind til strømmen.

Politiet skal nu se på, hvad det er, der er gået forud for ulykken, og hvordan det kunne gå så galt. Transformatorstationen ligger i et villakvarter i Søndersø ikke langt fra en legeplads.

For nylig fandt en anden ulykkelig omstændighed sted ved en transformatorstation på Fyn.

Det skete ved Kværndrup 15. marts, hvor en mand afgik ved døden efter at have været ramt af stød på transformatorstationen som følge af en tragisk ulykke.