Ti mænd er blevet varetægtsfængslet i Portugal i en sag om smugling af kokain, som har forbindelse til Danmark.
Det fortæller specialanklager Trine Schjødt fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Det var Københavns Politi, som i sidste uge i en pressemeddelelse kunne fortælle om efterforskningen i sagen, hvor en kvinde også er varetægtsfængslet i Danmark.
Samlet drejer sagen sig ifølge myndighederne om indsmugling af 1,3 ton kokain.
De anholdte i Portugal blev alle anholdt på og omkring et skib, som havde lagt til kaj i det sydlige Portugal i byen Portimão.
- En omfattende efterforskning, der blev startet af Syd- og Sønderjyllands Politi, førte os på sporet af kokainen, som vi antager skulle via Portugal og videre op gennem Europa. Der er gennemført en stor, koordineret indsats på tværs af politi- og landegrænser, som vi er meget stolte af, udtalte politiinspektør Mads Helios fra Københavns Politi i pressemeddelelsen.
Politiet har desuden foretaget ransagninger på 21 adresser i Danmark i forbindelse med sagen.
Mændene i Portugal har forskellige nationaliteter, men politiet har tidligere oplyst, at mindst en af dem menes at have relationer til en dansk rocker- eller bandegruppering.
Ifølge specialanklager Trine Schjødt er de blevet varetægtsfængslet i seks måneder.
Kvinden i Danmark er blevet varetægtsfængslet frem til 5. marts. Hun kærede sin fængsling til Vestre Landsret, som har stadfæstet afgørelsen.
Dansk politi har samarbejdet med både portugisisk og spansk politi i sagen.
Hos portugisisk politi har sagen fået tilnavnet "Operation Valhalla."
Mads Helios fra Københavns Politi har tidligere fortalt til Politiken, at sagen i Danmark er forankret hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Men det skal på et senere tidspunkt afgøres, hvorvidt retssagen skal føres i Danmark eller Portugal.
/ritzau/
