En norsk fodbolddommer er tiltalt for overgreb på 300 drenge. Ti af dem er ifølge anklagemyndigheden danske.

»Ingen af de danske drenge har mødt den tiltalte fysisk,« skriver statsadvokaten i et skriftligt svar til Ritzau.

Fodbolddommeren, der er i tyverne, mistænkes for at have kontaktet unge drenge på sociale medier og udgivet sig for at være en ung pige - han har blandt andet brugt dæknavnene "Sandra" og "Henriette".

Han har efterfølgende indledt samtaler med drengene online og er meget hurtigt begyndt at skrive med dem om seksuelle emner.

Derefter har han fået dem til at udføre seksuelle handlinger - herunder onani - som de har filmet og sendt.

Drengene blev lovet seksuelle billeder og sågar penge og andre gaver i retur. Men løfterne var løgn, og i stedet truede fodbolddommeren drengene med at offentliggøre videoerne på nettet, hvis ikke de blev ved med at sende nye videoer og billeder, skriver det norske medie NRK.

Ifølge tiltalen startede overgrebene helt tilbage i 2011 og har siden fungeret på de sociale medier KIK, LINE og Skype.

»De fleste af sagerne i tiltalen er fra perioden 2014-2016. Vedrørende de danske drenge ligger de fleste sager i 2015,« skriver statsadvokaten.

Norsk politi oplyser, at den unge fodbolddommer har modtaget og lagret mindst 16.463 unikke videoer. Han har brugt materialet til at producere film.

I 15 tilfælde har manden også mødtes med drenge. Her skulle der ifølge tiltalen være foregået fysiske overgreb. Han sigtes for både voldtægt og såkaldt hensynsløs adfærd.

Tiltalen kommer efter to års efterforskning.

»Han erkender de faktiske forhold i sagen, men har ikke taget stilling til tiltalen endnu. Han har samarbejdet med politiet hele vejen og er meget ked af det,« siger mandens forsvarer, Gunhild Lærum, til NRK.