Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, NC3, har onsdag slået til mod flere danske adresser i jagten på personer, der er mistænkt for at betale for at live-streame seksuelt misbrug af børn.

Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at ti personer er blevet anholdt i seks politikredse rundt om i landet. Det drejer sig om kredsene Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi, Nordsjællands Politi, Midt- og Vestsjællands Politi, Østjyllands Politi og Midt- og Vestjyllands Politi.

Adresserne er blevet ransaget, og der er beslaglagt omkring 100 data-genstande, som nu skal undersøges nærmere.

Rigspolitiet er kommet på sporet af de mistænkte via oplysninger fra udenlandsk politi. Live-streamingen skulle være foregået fra Filippinerne, og betalingen har angiveligt fundet sted via forskellige betalingstjenester på internettet.

»Online seksuelle overgreb mod børn er en afskyelig kriminalitetsform, som vi desværre har set vokse de senere år. Operationen var utrolig vellykket, men det er endnu for tidligt at sige noget om resultatet af ransagningerne. Der er beslaglagt en del computerudstyr, og først når der er foretaget en nærmere analyse af udstyret, kan vi udtale os om omfanget i de aktuelle sager,« siger politikommissær Flemming Kjærside fra NC3 i pressemeddelelsen.

Ifølge politiet har der indtil videre kun været ét lignende tilfælde i Danmark, hvor en gerningsmand blev idømt tre og et halvt års fængsel for at have betalt for seksuelle overgreb mod børn i Filippinerne.