Social-demokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, er rystet over, at hendes mand er blevet anholdt af russisk politi og beskyldt for spiritus-kørsel. Hun kalder anklagerne for 'chikane'.

- Jeg talte med Stephen i går aftes. Han forsikrede mig om, at han var i god behold og at beskyldningerne mod ham er grundløse. Tilbageholdelsen af Stephen i går er endnu et eksempel på chikane fra de russiske myndigheders side mod Stephen og andre britiske diplomater, siger hun.

Helle Thorning-Schmidt fortsætter:

- Som diplomat skal Stephen passe sit arbejde. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at tilbageholdelsen har gjort indtryk på os begge.

Helle Thorning-Schmidt forklarer om selve anholdelsen, at den fandt sted efter et besøg på en restaurant i Skt Petersborg. Han var tilbageholdt i næsten to timer - fra 22.45 til 0.30 natten til i dag.

Ifølge Helle Thorning Schmidt er der en god grund til, at hendes mand nægtede at lade sig underkaste en spiritus-test.

- Som direktør for British Council i Skt. Petersborg har Stephen Kinnock diplomatisk immunitet og han underrettede derfor straks det britiske konsulat i Skt. Petersborg.

De instruerede ham i ikke at tage testen. I langt de fleste lande vil britiske diplomater uden tøven få foretaget en test. I enkelte lande gælder denne instruks ikke. Rusland er med rette et af disse," lyder forklaringen i den pressemeddelse som onsdag eftermiddag blev udsendt fra Socialdemokraterne i Danmark.