Thomas Thomsen er blevet idømt forvaring for drabet på Mia Skadhauge Stevn.
Under retssagen har det været utrolig sparsomt med reaktioner fra hans side. Det samme var tilfældet under domsafsigelsen.
Men da B.T. fanger hans forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, kort efter dommen, er der ikke nogen tvivl om, at hendes klient ikke er helt tilfreds.
»Han er pænt træt af det. Men han vidste jo også, det var det her, der var et muligt udfald. Det var trods alt ikke det værste udfald for ham. Der havde livstid været værre,« lød det fra Mette Grith Stage.
Omvendt var Mette Grith Stage ikke synderligt overrasket over udfaldet.
»Det mest spændende var skyldspørgsmålet. I dag var der ganske få mulige scenarier. At retten vælger forvaring, kommer ikke som en kæmpe overraskelse for mig.«
Thomas Thomsen ankede dommen med det samme med påstand om frifindelse for de forhold, han ikke har erkendt.
»Det havde han besluttet på forhånd. Derfor havde jeg ikke brug for en pause til at vende det med min klient.«
Mette Grith Stage understreger også, at det har været en meget tragisk sag, der har været fagligt udfordrende.
»Jeg glæder mig til at komme hjem. Det har været hårdt. Dels fordi det er en kæmpe sag, hvor der er meget på spil for klienten. Det har også været hårdt, fordi der har været mange udenomsreaktioner, hvor jeg er blevet bombarderet med beskeder fra folk, der ikke kan lide mig.«
»Det har haft et noget større omfang, end jeg nogensinde har prøvet før eller havde forestillet mig.«
At Thomas Thomsen er blevet idømt forvaring, betyder, at det først er efter ti år, at man går ind og vurderer på farligheden, og om han kan komme ud på et tidspunkt.
Læs eller genlæs B.T.s liveblog her.