»Magen til frækhed skal man sgu lede længe efter.«

Sådan lyder det fra Thomas Karabulut på Facebook, efter han tirsdag fik stjålet sin bil, da en anden mand sprang ind på førersædet lige for næsen af ham og drønede af sted.

Sammen med sin kæreste havde Thomas Karbulut været ude at handle og købe drikkevarer til Thomas Karabuluts fars begravelse dagen efter. Da de kom frem med drikkevarene til Njalsgade i København, hvor de skulle afleveres, steg han og kæresten ud af bilen, og Thomas Karabulut gik om bag bilen for at åbne bagsmækken, så de kunne hente drikkevarerne ind.

Da han stod bag sin bil, kom en ældre mørk BMW kørende op langs siden på hans bil.

»En mand (dansker) hopper ud af bilen og ind i min bil,« skriver Thomas Karabulut og fortsætter:

»Jeg står først og kigger den anden vej, og der er nogle forbipasserende, samt min kæreste og min ven, der begynder at råbe op.«

Artiklen fortsætter under opslaget.

Udlover dusør for oplysninger

Da han ser, hvad der er ved at ske, løber han op på siden af sin bil.

»Han (tyven, red.) har skyndt sig at låse dørene, og jeg kan ikke komme ind, hvorefter han for fuld fart stikker af,« skriver Thomas Karabulut på Facebook.

Inde i bilen lå både hans og kærestens mobiler til opladning. De forsøgte med det samme at spore dem, men uden held.

Nu udlover Thomas Karabulut 5.000 kroner i dusør for oplysninger, der kan give ham sin bil tilbage.

»Jeg er sgu lidt i chok oven på den her situation, og magen til frækhed skal man sgu lede længe efter,« siger han.

Hvis du ser hans bil - en sølvgrå stationcar Volkswagen Passat med registreringsnummer EW 21 167 - kan du kontakte Thomas Karabulut eller politiet.

Københavns Politi bekræfter over for bt.dk, at de har modtaget en anmeldelse i en sådan sag om biltyveri.