Siden fredag nat har den kun 19-årige studerende Thomas Stralner været forsvundet. Siden han forlod et diskotek i Randers har ingen set Thomas Stralner, som familien nu efterlyser.

Thomas Stralner var fredag aften i byen på diskoteket In the Night i den østjyske by Randers. På et tidspunkt forsvinder Thomas Stralner fra stedet uden sin telefon. Og siden har ingen hørt fra ham.

Derfor er der nu sat gang i en eftersøgning fra Thomas Stralners familie og venner - både fysisk og på sociale medier som Facebook.

Blandt andet har flere efterlyst Thomas Stralner på Facebook. Her har Thomas Stralners faster, Majbritt Søs Haugsbyrdt Pedersen, delt et opslag om Thomas Stralner.

Til BT fortæller hun om nevøens forsvinden:

»Thomas var i byen i Randers i fredags. Det var på diskoteket In the Nigth. På et tidspunkt går han fra stedet med en besked om, at han kommer tilbage. Og han lagde sin mobil, så vi har ikke kunne ringe til ham,« forklarer Majbritt Søs Haugsbyrdt Pedersen til BT.

Politiet i gang med eftersøgning
Thomas Stralner kommer fra byen Aalestrup i Himmerland vest for Hobro. Til dagligt går han på HF i netop Hobro.

Har du set 19-årige Thomas Stralner, så kontakt politiet.
Har du set 19-årige Thomas Stralner, så kontakt politiet. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Thomas plejer ikke at forsvinde sådan. Han er en meget pligtopfyldende dreng. Og han kan ikke finde på at forsvinde på den måde. Han er sød, rar og vellidt. Og han har altid været bevidst om, at arbejde for tingene. Og så er han rigtig god til sine søskende,« siger Majbritt Søs Haugsbyrdt Pedersen, der fortæller, at eftersøgningen af Thomas Stralner er i gang.

»Jeg ved, at de har været i kontakt med Thomas' venner, og dem han plejer at være sammen med. Men de har heller ikke set eller hørt noget fra ham,« fortæller fasteren.

Politiet i Østjylland er også i fuld gang med at søge efter Thomas Stralner. Indtil videre uden resultat.

»Vi har stadig et par steder, vi skal tjekke om han er gået hen. Men giver det ikke resultat, så må vi tænke i andre baner. Vi ved, at han forlod stedet, fordi han havde mødt nogen venner, han havde været sammen med nytårsaften og gik med dem. Men det sted har han også forladt,« siger Vagn Martinussen fra Østjyllands Politi til Amtsavisen.

Hvis du har set Thomas Stralner, så kan du kontakte politiet på 114.