Et brændemærket pas blev torsdag eftermiddag fremvist på storskærmene i Københavns Byret.

Her sidder to 26-årige mænd tiltalt for forsøg på terrorisme, efter de ifølge Politiets Efterretningstjeneste, PET, kort før jul 2019 købte to pistoler med lyddæmpere og tilhørende ammunition af en undercover-agent.

Hensigten var ifølge tiltalen at begå et eller flere terrorangreb mod et ukendt mål i Danmark eller udlandet. Begge de tiltalte nægter sig skyldige.

Det brændemærkede pas blev fundet ved en ransagning hos den ene tiltalte i Brønshøj i København. I hans kones bil fandt PET-folkene mandens danske pas, hvor den sirlige tegning af en Kristus-figur på et kors på indersiden af omslaget havde fået brændt hovedet væk.

Og i en chatsamtale med en veninde halvanden måned før anholdelsen nærmest praler han med, at han har kradset korset væk – også i sin toårige søns pas.

»Jeg hader kors. De er overalt i det her land, fordi deres flag er på alle deres produkter nærmest,« skrev den tiltalte blandt andet.

Udspurgt af anklageren i vidneskranken i byretten kunne han ikke rigtig give en god grund til, at han havde udraderet ansigtet på den korsfæstede Kristus-figur.

»Jeg kunne bare ikke lide det. Jeg syntes, at det var grimt. Jeg synes, at det var nedværdigende. Jeg tror ikke på, at Jesus blev hængt på et kors. Jeg kan ikke rigtig forklare det,« lød det fra den slanke tiltalte, der er født i Egypten, men har levet stort set hele sit liv i Danmark.

Ved anholdelsen af den ene 26-årige blev han både bidt af en politihund og fundet i besiddelse af en ulovlig foldekniv.
Ved anholdelsen af den ene 26-årige blev han både bidt af en politihund og fundet i besiddelse af en ulovlig foldekniv.
Vis mere

Ved politiets ransagning af hans stuelejlighed fandt man også et sort skulderhylster til en pistol. Hylsteret havde han angiveligt fået af en ven fra København, der solgte børnetøj, men som han i retten ikke ville oplyse navnet på.

»Jeg havde helt glemt, at jeg havde det. Jeg kunne ikke engang finde ud af at tage det på, for at være ærlig. Ham, der gav mig det, sagde, at jeg måtte få det, hvis det lykkedes mig at gå ud og pløkke i nogle skove,« lød det fra den 26-årige.

»Han kom selv på en skydebane og sagde, at det var fedt. Men jeg kunne slet ikke komme på en skydebane, fordi jeg var straffet og sad i fængsel, da jeg var 17 år. Han havde nok ondt af mig,« fortsatte den tiltalte.

Han blev anholdt 11. december 2019 på parkeringspladsen ved indkøbscentret Field's i København, som led i en storstilet kontraterroraktion.

Her mødtes han med en PET-agent og købte to pistoler med lyddæmpere, seks magasiner og 750 patroner.

Det skete, efter at PET i næsten et halvt år havde arbejdet sig ind på de tiltalte, som man mistænkte for at tilhøre det radikaliserede islamistiske miljø i Danmark.

Terrorsagen skal efter planen foregå over 15 retsdage frem til efteråret, hvor dommen forventes at falde 26. oktober.