Omfattende planlægning af angreb mod Danmark - terrorister besøgte Jyllands-Posten

En af de to mulige terrorister, der er fængslet i USA for planer om et omfattende angreb mod Danmark, besøgte i januar 2009 Jyllands-Postens redaktioner i både Viby ved Århus og kontoret på Kongens Nytorv i København, oplyser de amerikanske myndigheder.

Under besøget i København gik én af de fængslede, den 49-årige David Coleman Headley, ind på Jyllands-Postens kontor og påstod, at han repræsenterede et privat firma, First World Immigration Services, der overvejede at åbne kontorer i Danmark. Han forklarede under besøget, at firmaet overvejede at annoncere i Jyllands-Posten. Det lykkedes åbenbart de to mistænkte terrorister at opnå en kontakt til en annoncesælger på Jyllands-Posten, som de efterfølgende mailede med. 

David Coleman Headley, der besøgte Danmark, kontaktede sin medsammensvorne, Tahawar Rana, for at gøre opmærksom på, at sælgere fra Jyllands-Posten formentlig ville maile ham og at de skulle holde kontakten.

De amerikanske myndigheder oplyser også, at de to mistænkte terrorister var i besiddelse af videoklip med billeder af blandt andet Jyllands-Postens kontor i København. Headley blev anholdt den 3. oktober i år i Chicago-lufthavnen O'Hare, da han var på vej til Pakistan, og i hans bagage fandt politiet et USB-stick med cirka 10 korte videoer fra København, herunder optagelser af Jyllands-Postens kontor i København, optaget både dag og nat, samt "nærliggende" militære anlæg samt Københavns Hovedbanegård, filmet både indefra og udefra.