Den bestialske sag om drabene på de to unge kvinder - danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland - er 'meget usædvanlig' på flere måder end én.

Efterforskningen af drabene på de to veninder peger foreløbig på, at de kan relateres til terrororganisationen Islamisk Stat. Men det hører til sjældenhederne, at kvinder på den måde bliver angrebet.

Det forklarer den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp, der er forskningschef ved Forsvarshøjskolen i Stockholm, til B.T.

»Det er meget usædvanligt, at kvinder bliver angrebet på den her måde. Kvinder er normalt ikke mål. Selv ikke for de værste ekstremister,« forklarer han og fortsætter:

Foto: AFP
Vis mere

»Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om en lignende sag.«

De to veninder blev mandag fundet dræbt i et bjergområde nær landsbyen Imlil, hvor de var ude at vandre.

Indenrigsministeriet i Marokko har tidligere oplyst, at kvinderne havde tegn på vold på halsen forårsaget af et skarpt redskab, og i en pressemeddelelse har Politiets Efterretningstjeneste (PET) beskrevet sagen som 'en usædvanligt bestialsk sag om drab på to helt uskyldige unge kvinder'.

Tirsdag fortalte Louisa Vesterager Jespersens mor til B.T., at hendes datter havde fået halsen skåret op.

Selvom det hører til sjældenhederne, at islamister og ekstremister går målrettet efter kvinder, har kvinder tidligere mistet livet i terrorangreb, forklarer Magnus Ranstorp.

»Både kvinder, børn, mænd og ældre er blevet ramt og er døde i terroranslag. Der er intet til hinder for det,« siger han og tilføjer:

»Men henrettelser af kvinder på denne måde, det har jeg ikke hørt om før. Så det er meget, meget usædvanligt.«

Den svenske terrorekspert ser det ikke som et tegn på en tendens for, at kvinder er blevet mål for den slags angreb.

Norske Maren Ueland (tv.) og Louisa Vesterager Jespersen (th.) blev fundet dræbt den 17. december i Marokko. Foto: Facebook.
Norske Maren Ueland (tv.) og Louisa Vesterager Jespersen (th.) blev fundet dræbt den 17. december i Marokko. Foto: Facebook. Foto: Alex Luka Ladime
Vis mere

»Jeg tror, det er opportunistisk. Det kan jo 'normaliseres', hvis det sker flere gange, men det her var en af de første gange, det er sket,« forklarer han.

Onsdag aften bekræftede Politiets Efterretningstjeneste (PET), at marokkanske myndigheder efterforsker, om drabene har en mulig forbindelse til den militante gruppe Islamisk Stat (IS).

PET har videre bekræftet, at der på internettet cirkulerer en video, som angiveligt viser drabet på en af de to dræbte kvinder.

Louise Vesterager Jespersen blev 24 år. Maren Ueland blev 28.