Tina Flensborg Jensen fra Skanderborg er dybt berørt af sagen om de frygtelige terrordrab i Marokko på danske Louisa Vesterager Jespersen, 24, og hendes fire år ældre norske veninde og rejsefælle Maren Ueland.

Derfor har den 48-årige østjyde nu taget initiativ til en indsamling til fordel for den mindrebemidlede mand, som afslørede de islamiske ekstremister, der formodes at stå bag de bestialske knivdrab på de to kvinder.

Den 37-årige Said El Ossoul, som gennem de seneste 19 år har tjent til dagen og vejen og brødføder sin familie ved at sælge vand til passagererne på busstationen i Marrakech, stod for få dage siden frem i et interview med B.T. Her fortalte Said El Ossoul i detaljer, hvordan han og en kollega, der ernærer sig som peanut-sælger, havde lagt mærke til tre mistænkelige mænd, som sad på allerbageste sæde i en bus.

Alle mændene - skulle det vise sig - var bevæbnet med skarpslebne våben; heriblandt også den blodige kniv, som efter al sandsynlighed er gerningsvåbnet i tragedien, der skete i 2.200 meters højde på Toubkal i Atlas-bjergene, hvor kvinderne blev dræbt for 14 dage siden.

Tina Flensborg Jensen siger:

»Jeg har jo læst om, hvordan ‘vandmanden’ opdagede terroristerne i bussen og med det samme gik til politiet, så de blev anholdt og der ikke skete flere drab. Jeg er selv megabange for terror, og jeg synes, det er utrolig heltemodigt af ham, at han handlede, som han gjorde, selv om han selv var meget bange for sin egen sikkerhed. Det er tydeligt, at han selv er en fattig og stakkels mand og har problemer nok i forvejen med at kunne tjene penge nok til sine nærmeste. Derfor synes jeg, at vi her i Danmark godt kan vise vores taknemmelighed og hjælpe ham,« siger Tina Flensborg Jensen.

Said El Ossoul tjener typisk 50 marokkanske dirham om dagen. Det svarer til cirka 30 kroner.

For de penge forsøger han at brødføde sig selv, sin kone og lille datter. Og bidrager samtidig efter bedste evne til sine forældre.

»Den her sag har virkelig påvirket mig. Jeg har nogle hjertesager, som jeg gerne vil gøre en indsats for, og derfor har jeg startet indsamlingen. Jeg vil utrolig gerne sende nogle penge til den mand. Selv om han har været meget bange, har han alligevel gjort, hvad der har ligget hans samvittighed og hjerte nærmest,« siger Tina Flensborg Jensen.

Den 48-årige førtidspensionist fra Skanderborg har selv som den første bidraget med 200 kroner. Det samme har hendes kæreste Dennis Kris Andersen. Og så har en anonym indbetalt 50 kroner.

Så i skrivende stund (fredag eftermiddag, red.) er der foreløbig 450 kroner i kassen. Eller hvad der svarer til omtrent et par ugers løn for ‘vandmanden’, som på grund af den voldsomme oplevelse med terroristerne i bussen på stationen i Marrakech stadig er så påvirket, at han ikke siden har været i stand til at passe sit arbejde.

Tina Flensborg Jensen har oprettet indsamlingen på: https://www.gofundme.com/vandmanden

B.T. vil snarest følge op på initiativet.